Hold nu galden flydende derude på lærerværelserne. Det er jo jer, der er de sande eksperter. Jeres magt er enorm, kunne være. Der er næppe mange, der ville overleve i klasselokalerne med ildsjælen i behold i det lange løb, det ved vi, for vi har selv været der i mange, mange år, prøvet og erfaret det hele. Fælles front og fælles ulydighed, i handling, skrift og tale, det kunne man ønske sig. Det kræver ej heller i samme grad mod, nu da tidsånden er med jer. Vi gamle husker, hvordan lærerstanden engang var et stolt og engageret folk, der markerede sig i samfundet og blev lyttet til med velvilje og respekt. Nu må vi være på vej ind i afbigtens og klarsynets epoke. Selv om det ikke er værd at huske på, mindes jeg nu alligevel engang for ikke mange år siden, at en undervisningsminister Ole Vig Jensen hed han gav mig prædikatet »bitter nostalgiker« i et læserbrev i en af de store aviser som svar på en kronik, hvor jeg gav et rids af skolens misere. Ak ja, endog en minister går efter personen i stedet for bolden.

Tag nu teamdannelsen spændetrøjen sat i system, den omsiggribende skræk for at stå alene med et ansvar jeg husker en episode angående dette fænomen så klart, som var det hændt mig for et minut siden. Man ser det for sig: Scenen er sat, en solfyldt eftermiddag med beordret teammøde, en halv snes dødtrætte lærere efter en lang skoledags larm og bøvl, bænket om kaffebordet, tre slags kage, en del kvinder med udtalt behov for pludren, nogle få stille mænd, hårde stole, mange emner, en brainstorm til forberedelse af tværgående undervisning over emnet efterår nedskrevet på tavle, fint emne, det føg med ideer, jeg supplerede med emnet jagt, en kvinde-kollega udbrød med alle tegn på forfærdelse »åh nej, da« jeg kan desværre ikke her indlægge tonefaldet men det efterlod ingen tvivl. Jagtmodstanderens tåbelige reaktion. Mod mit væsens rod tav jeg helt stille, hensat i tanker om endnu et skridt på vej mod skolens deroute. Har engang taget jagttegn og har været med husbond i 30 år på utallige jagter i smukke efterårsskove. I hvert fald drengene kunne nok blive grebet af mine historier om levet jagtliv, det tvivler jeg ikke på. Her endnu en brik til lærersjælens stille død. Bidslet spændes på, hestespandet skal løbe i samme retning, slut med lonely riders, exit egne meninger og arbejdsglæde.

For længe siden opfandt man betegnelsen »privatpraktiserende lærer«, ha, ha, til almindelig hån og foragt. Mine tanker gik på afveje resten af det lange trælse teammøde hin eftermiddag, mens solen sank i kimingens rand i retning af Jammerbugten.

Du fredsens, hvor har alle fejlgrebene kostet dyrt. For børn som for lærere.

Udtænkt af uvidende udenforstående.

Kamelslugningens æra er oprundet, I presume.

Det er vigtigt at holde sig rasende.

Og i live.