Ændringer i SU/MED-aftalerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Supplering i SU/MED-udvalg

Som noget nyt kan et SU/MED-udvalg nu suppleres med en tillidsreprænsentant for en gruppe medarbejdere, som ikke direkte er repræsenteret i SU/MED. Dette kan ske under forhandlinger om væsentlige ændringer i arbejdsforhold, hvor denne gruppe berøres af ændringer.

Skærpede krav til information

Som følge af implementering af et EU-direktiv om Information og Høring bliver der i SU- og MED-aftalerne på flere områder skærpede krav til information. Det er nu blevet fastslået, at det påhviler ledelsen at informere om den seneste udvikling og den forventede udvikling i skolens aktiviteter og økonomiske situation. Ledelsen skal også informere om og drøfte beskæftigelsessituationen, og særligt hvis beskæftigelsen er truet, samt informere om og drøfte de beslutninger, der kan medføre betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene. Inden betydelige beslutninger tages, skal der ske en forhandling med medarbejdernes repræsentanter i samarbejdsudvalget.

Udvalgene bliver nu også pålagt, at de løbende skal orientere alle medarbejderne om udvalgets arbejde. Samtidig indføres der sanktionsmulighed ved manglende overholdelse af bestemmelserne, hvor sagens sidste instans er en voldgiftsret.

Øget fokus på arbejdsbetinget stress

Der skal i overenskomstperioden sættes øget fokus på arbejdspladsernes indsats for at reducere eller minimere forekomst af arbejdsbetinget stress. Der vil blandt andet blive gennemført et projekt med det formål at styrke SU/MED-udvalgene og dets enkelte medlemmer (leder, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant) i arbejdet med at opfange og håndtere arbejdsbetinget stress med såvel personalepolitiske som arbejdsmiljømæssige virkemidler.

SU/MED kan ad hoc suppleres Nyt EU-direktiv skærper ledelsens informationspligt på skolen Øget fokus på arbejdsbetinget stress og stressforebyggelse.