Skønsmæssigt 50 procent af Danmarks lærere har på seminariet modtaget undervisning i Paul Diderichsens sætningsskema, og mange har fået livslang afsmag for sætningsskemaer og grammatik. Hvis man som lærerstuderende kun havde obligatorisk førsteårsdansk, stod der kun 140 timer til rådighed. På den tid skulle man læse og arbejde med litteratur, læse og gennemgå adskillige børnebøger og tilegne sig viden om børnesprog. Diderichsens sætningsskema var svært for mange, for det forudsætter, at man kan identificere sætningsled, og det har ikke så få svært ved. Men så blev skemaet også brugt, når børnesprog skulle karakteriseres og bedømmes med hensyn til udviklingstrin, hvad enten det var talesprog eller børnestile. Det egner skemaet sig ikke til. Det blev skabt til at beskrive en sproghistorisk bevægelse i middelalderdansk, da man gik fra et forholdsvis bøjningsrigt sprogtrin med friere ledstilling til et bøjningsfattigere sprog med ret faste regler for leddenes rækkefølge.

Der er ikke meget i bagagen fra dengang, så hvis man som dansk- og sproglærer vil ajourføre sin grammatiske viden, er der lette muligheder for efteruddannelse på egen hånd, hvis skolen anskaffer sig en fortræffelig nyudgiven bog, Politikens »Nudansk Syntaks« af Christian Becker-Christensen. Syntaks er læren om sætningsbygning, altså om sætningsleddenes rækkefølge og opbygning. Et sprog er jo andet end ord, en sproglære er ikke det samme som en ordbog. Ordene kombineres efter bestemte regler til sætningsled, og disse organiseres efter bestemte mønstre. Man lærer ikke dansk bare ved at kende ordene. Det er en overskuelig og meget pædagogisk opbygget bog, som har den kvalitet, at den tilbyder både klassisk elementær skolegrammatik, sætningsskemaer og adskillige indsigter i og tilgange til sprog og sprogbeskrivelse, som er kommet til efter Diderichsen, som døde i 1964.

Fokuseringen på sprog og sproglig bevidsthed er stor i disse år. Vi har fået en dansk sprogpolitik, der også omfatter skolen. Undervisning i læsning og stavning kræver sproglig indsigt, gymnasiet vil skrue mærkbart op for det sproglige blus efter gymnasiereformen, og 30 års nedprioritering af indsigt i sprogets mekanisme kræver, at lærerne på kurser eller på egen hånd dygtiggør sig. Og her er der altså en fin mulighed for at sikre, at fortidens synder ikke nedarves af fremtidens elever.