Nye materialer om tosprogede
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forældreorganisationen Skole og Samfund har udgivet nyt materiale til brug for skole-hjem-samarbejdet i klasser med tosprogede elever. En poster i A2-format fyldes ud med billeder og oplysninger om hvert enkelt barn og dets baggrund. Når man er færdig, fotokopieres alle beskrivelserne og samles, så børn og voksne har hver deres opslagsbog, de kan bruge til at lære hinanden at kende.
Pjecen »Folkeskolen i Danmark« beskriver skolens hverdag, især med vægt på omgangsformer børn og voksne imellem. Her beskrives også funktioner som skolebiblioteket, sundhedspersonalet, undervisningen i kristendomskundskab, elevdemokrati, en gennemgang af, hvem der bestemmer hvad på skoleområdet, samt et afsnit om forældreindflydelse.
Posteren og pjecen, som kan fås på flere forskellige sprog, kan rekvireres hos Skole og Samfund på telefon 3326 1721.