Lederne skal forhandle lokal løn
Ledernes grundløn stiger med 5.000 kroner. Oveni kommer så lokalt forhandlede stigninger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Grundlønnen for skoleledere, viceinspektører og afdelingsledere forbedres med et årligt pensionsgivende tillæg på 5.000 kroner. Samtidig afsættes der 2,5 procent af lønsummen til lokale lønforhandlinger.
Det er første gang, skoleledergruppen i Lærernes Centralorganisation (LC) selv har opstillet krav til indholdet af deres overenskomst.
»Vi er tilfredse med det, vi har fået ud af det i kroner og øre«, siger formand for Lederforeningen og LederForum i LC, Jens Færk.
»Vi havde en politik om, at vi ville løfte de lavestlønnede. Det vil sige, at vi gerne ville have løftet afdelingsledere og viceinspektører endnu mere fra centralt hold. Det må vi se på, når vi skal ind og slås om de 2,5 procent«, siger han.
Beløbet på 2,5 procent af lønsummen til lokal forhandling gælder afdelingsledere, viceskoleinspektører, skoleledere samt skolepsykologer og konsulenter. En udmøntningsgaranti skal sikre, at alle kommuner bruger de afsatte midler, og det betyder, at man i modsætning til tidligere er sikret, at pengene bliver inden for LCs overenskomstområde.
»Hidtil har vi ikke kunnet skelne mellem, hvad der var lærerløn, og hvad der var lederløn. Der har vi nu fået skilt vandene. Vi har fået større forlodsfinansiering, mens lærerne ikke har«, siger Jens Færk. Lederforeningen forsøgte at komme helt af med forlodsfinansieringen for at forhindre, at den bliver et loft over, hvor store lokale lønstigninger lederne kan forhandle sig frem til.
Skoleledere, afdelingsledere, konsulenter med ledelsesbeføjelser og viceinspektører får derudover et årligt pensionsgivende tillæg på 5.000 kroner. Det tillæg får skolespykologer og konsulenter ikke.
Ved urafstemningen om overens-komstresultatet optælles ledernes stemmer for første gang separat.