Vi kender ham alle. Det er ham, som læreren med en vis respekt taler om hele året, nemlig censoren. Men hvilken rolle spiller denne censor? Vi kender til læseferie, eksamensangst, nerverne og den berømte klap. Det, vi derimod ikke ved ret meget om, er, hvad der egentlig foregår i eksamenslokalet, når eleven har forladt det grønne bord og venter i åndeløs spænding på karakteren.

Læreren og censoren er og skal være alene om voteringen, men hvad foregår der i voteringen, og ud fra hvilke kriterier bliver eleverne bedømt? Denne problemstilling har jeg ved hjælp af båndoptagelser og kvalitative interview forsøgt at afdække. Og der tegner sig et højst besynderligt billede.

Eleverne i folkeskolen skal ved folkeskolens afgangsprøve og den udvidede afgangsprøve i dansk bedømmes ud fra to overordnede punkter: Tekstarbejdet og den mundtlige fremstilling. I min undersøgelse var jeg interesseret i at undersøge, om og på hvilken måde den mundtlige fremstilling blev bedømt. Det besynderlige er, at den mundtlige fremstilling kun i ringe grad bedømmes af læreren og censoren. Hvordan kan det forklares? En første mulig forklaring er, at de seneste undervisningsvejledninger først har haft skrivepædagogikken, så den nyere litteraturpædagogik som deres primære fokusområder. Mundtlighedspædagogikken har ikke haft denne opmærksomhed - endnu. En anden forklaring kan være, at der er en markant forskel på mundtlighed i undervisningen og undervisning i mundtlighed. At undervise i mundtlighed vil sige, at læreren må øge elevernes bevidsthed om, at danskfagets ene kerneområde, sproget, indeholder andet end det skrevne sprog og grammatikken. Sproget er også det talte sprog. I Klare Mål for dansk er forklaret, hvad der forventes, at eleverne kan i forhold til det talte sprog efter de forskellige klassetrin. Der skal arbejdes med det talte sprog eller rettere sagt, der skal undervises i mundtlighed. En øget bevidsthed om mundtlighed bør derfor også have en afsmittende effekt på de enkelte elevers votering, så lærer og censor bedømmer eleverne i den mundtlige fremstilling på lige fod med tekstarbejdet. I min undersøgelse har der blandt lærernes og censorernes udtalelser været en klar tendens til, at tekstarbejdet automatisk havde en betydelig højere vægtning ved karaktergivningen end den mundtlige fremstilling, hvis den mundtlige fremstilling overhovedet blev bedømt.

En tredje forklaring på den manglende vurdering af den mundtlige fremstilling kan være selve prøveformen i mundtlig dansk i folkeskolen. Den nuværende prøveform er organiseret, så den enkelte elev trækker en for eleven ukendt tekst. Eleven har derefter 40 minutters forberedelse. I denne forberedelse skal eleven nå en del - at læse, analysere, fortolke og gøre sig overvejelser over, på hvilken måde eleven vil sige det, der skal siges om teksten. Altså overvejelser over den mundtlige fremstilling. Mit bud er, at eleven ikke når det sidste, samt at vekommende heller ikke er bevidst om, at den mundtlige fremstilling betyder lige så meget som det, der siges om teksten, nemlig tekstarbejdet. Derfor hilser jeg de initiativer, der er omkring ændringer af den eksisterende prøveform, velkommen. Undervisningsministeriet gør det i disse år muligt at forsøge sig med andre prøveformer. Deriblandt synopseprøven, som er beskrevet indgående i heftet 'Prøver, evaluering og undervisning 2002'. Jeg vurderer, at det med synopseprøven er muligt i langt højere grad end nu at fokusere på den mundtlige fremstilling. I vejledningen af eleverne til synopseprøven vil lærere kunne bede eleverne reflektere over den mundtlige fremstilling, så det også vil være muligt for lærer og censor at vurdere den i voteringen.

Men eleverne kan ikke gøre sig overvejelser over den mundtlige fremstilling, hvis de ikke er blevet undervist i mundtlighed. Derfor må mundtligheden på alles læber

Sofia Esmann Buschs speciale og udskrift af de overværede voteringer kan læses her:

Sofia Esmanns speciale - Word dokument 267KB

Voteringer - Word dokument 53 KB