Det har været ganske interessant at følge den omfattende debat, som tog sit afsæt i folkeskoleelevernes stigende fravær fra undervisningen. Det har været interessant af flere årsager.

For det første fordi problemet med elevernes fravær ofte er med fuld billigelse af forældrene. Der er simpelthen sket et skred i forhold til, hvad forældre kan finde på som begrundelse for, at deres barn skal have fri fra skole.

Det er ikke ualmindeligt mere, at forældre fritager deres børn fra undervisningen, fordi børnene sad længe oppe og så fodboldlandskamp eller skulle med ud og købe julegaver.

Men det er desværre ikke kun på dette område, at der er sket et skred. I de snart syv år, jeg har været lærer, har jeg været vidne til kedelige episoder som:

- Kollega udsat for vold af en forælder

- Kollega, som måtte flygte ud ad et vindue under en skole-hjem-samtale

- En forældregruppe, som klagede til skolens ledelse over karaktergivningen.

Nu er det jo sådan, at skolen - og dermed lærerne - skal løse sin opgave i samarbejde med forældrene. Derfor er det naturligvis en selvfølge, at forældregruppen i langt højere grad deltager aktivt i skolens virke igennem skolebestyrelserne og på forældremøderne. Og børnene er nu engang forældrenes.

Men nogle forældre er blevet så selvtilstrækkelige, at de ikke erkender deres rolle som netop forældre og dermed lægfolk. Det er altså ikke alt omkring undervisningen, som står til diskussion. Lærerne har nu engang det professionelle ansvar for undervisningens succesfulde gennemførelse. Dialog fungerer bedst, når der er erkendelse af og respekt om hinandens roller og kompetencer.

For det andet har debatten været interessant, fordi den har vist, at lærerne som gruppe og profession er i gang med at rejse sig igen. Efter mange år med offentlig deroute, hvor lærerne sank længere og længere i andres og egen anseelse, er skuden ved at vende.

Skolens og dermed lærernes formål er klar. Den enkelte elev skal have størst muligt udbytte af undervisningen. En undervisning, som finder sted på mange niveauer og med mange nuancer, men som er og bliver undervisning. Lærerne og skolen vil derfor ikke længere finde sig i kun at blive opfattet som et serviceorgan for forældrene, som der kan skaltes og valtes med.

Vi er hverken socialrådgivere, psykologer eller pædagoger, men professionelle lærere med undervisningen som kerneydelse.

Dette har da også givet sig udslag i, at langt de fleste skoler i dag har udarbejdet spilleregler eller fælles forventninger til hinanden og heriblandt forældrene. Derfor har Skole og Samfunds formand Thomas Damkjær Petersen heller ikke ret, når han beskylder Politiken for at have et forældet skolesyn. Nej, avisen har netop ret, når den skriver, at forældrene som minimum bør sørge for, at eleverne møder til tiden, udsovede og forberedte. Her kunne jeg ydermere godt tænke mig at supplere med, at forældrene også bør sørge for en god madpakke hver dag.

Lærerne vil den gode og fagligt velfunderede undervisningssituation. Og lærerne vil også i samarbejde og gennem dialog med forældrene til stadighed udvikle skolen til gavn for eleverne og det øvrige samfund.

Men forældrene må gøre sig det klart, at dette også stiller krav til dem. At eleverne møder til tiden hver dag, at de er velforberedte og friske, er ene og alene forældrenes ansvar.

Alt andet er sniksnak og vil kun medføre, at fronterne vil blive trukket op, og det kan vores elever ikke være tjent med.

Kan de vel?

Martin Empacher er lærer på Egegård Skole, Gladsaxe