Mens 1998 nærmede sig sin afslutning, afsluttedes også den kamp, Svend Aage Christensen gennem nogle få måneder måtte kæmpe mod den samme barske sygdom, der omkring en snes år tidligere lagde 'Tot', hans kære hustru, i graven. Og den 5. januar 99 stedtes han selv til hvile i den samme grav på Årslev Kirkegård.

Svend Aage Christensen fik alle sine lærerår på samme plet, nemlig i stationsbyen Allingåbro. Som nydimitteret fik han ansættelse ved den herværende private realskole med regning-matematik og fysik som sine hovedfag - dengang stadig tiltalt og omtalt som hr. Christensen, og som sådan fungerede han i cirka ti år, til en centralisering at stedets skolevæsen medførte opførelsen af Allingåbroskolen, som også realskolen blev en del af. Per 1. august 1959 - altså ved et nyt skoleårs begyndelse - fuldbyrdedes sammenføringen af de hidtil privatansatte lærere med os, der også forud herfor var kommunaltansatte.

Gennem et spand på mere end 25 år på den nye skole, stort set med den samme fagkreds, var han, inden længe som Christensen slet og ret, en smule senere som Svend Aage, i høj grad med til at sætte sit præg på det, der skulle spire frem af centraliseringen. Med sit uforlignelige humør og sin ofte ret så barokke humor skaffede han sig let ørenlyd, og med sin fingerfærdighed og idésnilde var han altid en hovedfigur, når en sceneindretning for eksempel skulle se dagens lys. Og så gik det ikke så nøje til med antallet af investerede timer.

Frem gennem skoleudviklingen med realafdelingens afvikling, teknisk og udvidet teknisk linjes opståen og forsvinden til og med enhedsskoleideernes fremmarch fik han lov at give sine fag indhold og betydning for mange klasser og hold som en pålidelig og omhyggelig lærer og vellidt kollega. Og mon det med hans altid letvakte fortælleglæde ikke var noget, enhver af hans elever opdagede og spillede på med stor opfindsomhed ved mangen lejlighed.

På kontoret husker vi også med glæde det åremål, hvor han på grund af Danmarks Lærerforenings udseen sig vor vicer som 'sin rejsende gesandt over hele den vide verden' fik lagt en del af vicefunktionerne ind i sit arbejdsskema og berigede vort samvær med sin underfundighed og humørrigdom. Og de allergamleste af os kan endog erindre, at han i en periode sammen med lærerjobbet bestred stillingen som forstander for den lokale handelsskole, der gav en del af os mulighed for lidt supplerende aftenindtjening.

Gennem alle disse momenter og et væld af øjeblikke fik vi Svend Aage tæt på som en god ven, det er rigt og godt at have oplevet, og som vi nu må tilsige vort 'Æret være dit minde, Svend Aage'!

Kr. Erik Højberg

pensioneret skoleinspektør