I1930'erne, men også så sent som i40'erne, fandt adskillige danske kommuner det naturligt at betragte kvindelige lærere som andenrangs. Lærerinder blev således i krisetider rask væk sat på halv løn eller fyret, når de blev gift eller gravide.

Denne særegne praksis ramte i 30'erne også blandt andet kontoransatte og sygeplejersker, men generede i særlig grad de kvindelige lærere, fordi netop lærerinderne havde mange års tradition for faglig kamp. De havde måttet kæmpe for ligestilling, lige siden de i midten af 1800-tallet havde valget mellem at blive privatlærerinde eller sygeplejerske, hvis de som ugifte ikke kunne finde sig til rette som guvernante eller skyggetante i familien. Diskriminationen gav fast, men ulønnet arbejde til Danske Kvinders Erhvervsråd, et selvbestaltet organ under paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Erhvervsrådet, der blev dannet i 1934 med den ihærdige, myreflittige og tilmed humoristiske kvindesagskvinde Anna Westergaard i formandsstolen, tilbød at bide sig fast i haserne på enhver arbejdsgiver, der chikanerede kvinder i erhverv.

Allerede i starten af 30'erne henvendte Københavns Kommunelærerforening, der var medlem af DKN, sig til paraplyorganisationen for at få støtte til en aktion mod den voksende trussel om fyring. Der blev hentet skrækeksempler frem fra ud over København Rungsted, Sengeløse, Århus og Struer, og 41 af DKN's medlemsforeninger deltog i aktionen.

Situationen fortsatte ikke desto mindre ind i 40'erne, hvor for eksempel Gentofte Kommune fyrede en årsvikar, der giftede sig. Undervisningsministeriet afviste at gribe ind, men kommunen slap ikke for en salut fra Erhvervsrådet: 'Herefter kan man ikke anbefale lærerinder, hvor kvalificerede de end måtte være, at søge ind i skoler under Gentofte Kommune', hed det blandt andet.

Mere succes havde Erhvervsrådet i en sag fra Viborg, hvor skolevæsenet krævede, at mandlige timelærere skrev under på, at deres fremtidige koner, hvis de måtte gifte sig med en kvindelig kollega på stedet, skulle gå af eller ned i timetal. Den aftale blev dog for meget for selv ministeriet, der udtalte sin misbilligelse og kaldte erklæringen for ugyldig.

Identiske projekter

Lærerinderne og kvindebevægelsen havde generelt så mange fælles holdninger og identiske personer, at et samarbejde var indlysende. Kvindesagen tog netop afsæt i kravet om uddannelse, og her udgjorde lærerinderne spydspidsen. Man profiterede gensidigt af hinanden - lærerinderne hjalp kvindebevægelsen med at formulere krav til pigeuddannelsen, og lærerinderne havde gavn af den offentlige debat, kvindebevægelsen skabte omkring lærerindernes ulige situation.

I masser af år måtte lærerinderne selv betale for deres uddannelse i privat regi, mens staten glad finansierede de mandlige læreres uddannelse.

Kravet om et statsseminarium for kvinder blev første gang rejst i Rigsdagen i 1884, men blev først realiseret i 1918. Ikke bare kom lærerinderne ud til en lavere løn - de havde også en høj studiegæld at betale. Den lavere løn gav dem dog en ansættelsesmæssig fordel, indtil det omsider - i 1919 - lykkedes at få vedtaget et ligelønsprincip.

Det førte imidlertid til ny diskrimination, idet lærerindeembeder nu mange steder blev omdannet til lærerembeder. Gang på gang måtte kvindebevægelsen også i aktion, når kvindelige lærere søgte at blive overlærere, men blev forbigået.

I dag har kvindelige lærere samme løn og status som deres mandlige kolleger - blandt andet lov til at undervise i matematik og fysik, hvad der ikke kunne komme på tale før seminariereformen i 1894. Det blev der leveret to begrundelser for: At kvinder ikke mentes at besidde evner til abstrakt tænkning - og at kvinder ville få spoleret den medfødte kvindelighed, hvis de forsøgte at tilegne sig denne kvalifikation.

Den argumentation købte lærerinderne dog langtfra. '. . . Selv Polynomiers Division er virkelig for uskyldig til at ødelægge kvindeligheden, der i regelen er stærkere end mændene aner . . .' advarede de i Dansk Kvindesamfunds blad.

Danmarks Lærerforening er fortsat medlem af Danske Kvinders Nationalråd.-Hanne Dam er journalist på dagbladet Information

DKN - en paraply for kvinder

Danske Kvinders Nationalråd (DKN) fylder 100 år den 5. marts.

Nationalrådet er en paraplyorganisation for 48 medlemsorganisationer med et samlet medlemstal på omkring en million. Medlemsorganisationer er blandt andet kvindeorganisationer, fagforeninger som Danmarks Lærerforening, kvinde- og kønsforskere, religiøse og humanitære kvindeorganisationer og politiske partiers ligestillingsudvalg.

DKN blev stiftet for at kunne repræsentere dansk kvindesag i international sammenhæng. Formålet er at styrke kvinders rettigheder og indflydelse i samfundet og at skabe reel ligestilling mellem kvinder og mænd. DKN repræsenterer medlemsorganisationerne over for regering og Folketing i utallige offentlige råd og udvalg.

100-års jubilæet markeres med udgivelsen af bogen 'På trods . . . 100 års kvindehistorie' skrevet af journalist Hanne Dam. DKN modtages på dagen på Københavns Rådhus, hvor blandt andre statsminister Poul Nyrup Rasmussen vil tale. Nationalrådet fejrer selv jubilæet dagen efter, lørdag den 6. marts, med symposium og fest.