Desværre er ministeren blevet dårligt rådgivet af regeringens jurister, så den indgrebsmodel, han har valgt, er ikke god. Og den forærer Tvind-lederne en martyrrolle, som de selvfølgelig har forstået at udnytte'.

Fra Folkeskolens leder, 16. maj 1996

'Højesteret tager herefter friskolens principale påstand til følge'. Med disse ord kendte Højesteret i sidste uge paragraf syv i Folketingets lov fra 1996 mod en række Tvindskoler for ugyldig.

Det er første gang i grundlovens næsten 150 årige historie, at Højesteret underkender en lov. Dermed har man ikke alene besluttet at komme indhold i grundlovens paragraf tre - om magtens tredeling - som Alf Ross' lærebog ellers i årtier har kaldt en 'tom paragraf', Højesteret har også gjort sig selv til en egentlig forfatningsdomstol.

Det er en stor, principiel sejr for det danske demokrati og den danske retsstat. Og det er en god afslutning på den konkrete sag, som var anlagt af Friskolen i Veddinge Bakker - én af Tvind-imperiets knopskydninger. Undervisningsministeren, regeringen og folketingsflertallet havde - fuldt forståeligt - set sig gal på Tvinds kreative anvendelse af fri- og højskoleloven og statens midler, så nu skulle der slås hårdt ned. Med en særlov!

Og dét var netop problemet. Den sammenblanding af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som folketingsflertallet dengang gjorde sig skyldig i, var ikke alene 'meget problematisk', som Folkeskolen skrev i maj 1996 før lovens vedtagelse. Højesteret har nu enstemmigt slået fast, at beslutningen var grundlovsstridig. Folketinget kan ikke gør sig selv til domstol og forhindre, at en afgørelse bliver prøvet ved domstolene.

Ved siden af og over Folketinget står i fremtiden Højesteret som garant mod flertalsmagtmisbrug og for borgernes fundamentale retssikkerhed.

Det er forståeligt, at Tvind-folkene nu hoverer, det har de alt for gode grunde til.

Det er også forståeligt, at Ole Vig Jensen ærgrer sig, som den der dengang var ansvarlig for lovforslaget.

Men det er noget uforståeligt, at han - i stedet for at glæde sig over at den danske forfatning viser sin styrke - virker irriteret og går i rette med de 11 højesteretsdommere.

Og det er mindst lige så uforståeligt, at den borgerlige opposition har travlt med at tørre ansvaret for hele sagsforløbet af på regeringen, for Venstre og de Konservative var ivrige fortalere for indgrebet. Som formand for Uddannelsesudvalget sagde Venstres Hanne Severinsen, at der var gået alt for meget jura i sagen, den daværende konservative partileder, Hans Engell, kaldte det 'rent sludder' at hævde, at forslaget var i strid med grundloven, og partiets skoleordfører, Frank Dahlgaard mente, at det ikke nytter at bekæmpe Tvind med vandpistoler. 'Det dur ikke, der er brug for det tunge skyts. Vil man målet, så må man også ville midlerne', sagde han.

Man blev advaret - ikke alene af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som stemte imod. Men også af Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbeck. I kraftige vendinger advarede hun fra Folketingets talerstol mod særloven som en trussel mod forfatningen og retssikkerheden.

Tvinds metoder er ikke blevet spor mere sympatiske i mellemtiden. Men de har provokeret til en styrkelse af Danmarks Riges Grundlov. Dét er en sejr. For alle.