Folkeskolens leder:
Shop-amok
I nærheden af, hvor denne skribent bor, har et butikscenter udvidet. Det skal fejres, og lokalaviserne bugner med gode tilbud på designertøj, cremer og lamper. Man kan sagtens lade sig friste til at gå shop-amok.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Men så er det, at man ser på sit dankort og kommer i tanke om, at det alt sammen skal betales. Man må vælge - eller gå sulten i seng den næste måned. Det er den logik, som gælder for os almindelige mennesker.
I øjeblikket vælter beretningerne ind fra skolevirkeligheden. På en skole i Greve underviser lærerne 909 klokketimer om året, flere end 30 lektioner om ugen! I Frederiksberg Kommune har næsten alle lærerne stemt nej til Overenskomst 2015, fordi det er umuligt at få en god aftale med kommunen. Og skolelederne har gennemført en undersøgelse, som viser, at hver fjerde af skolelederne aldrig eller sjældent når deres opgaver.
Greve: Hedelyskolens lærere underviser i snit 909 timer om året
Sådan kan man blive ved. Beretning efter beretning. Og bag hver historie er nogle elever, lærere og skoleledere, som lider under, at hverdagen ikke hænger sammen.
Der kan også sagtens findes lyspunkter. At være lærer er en passion, siger gæstelærer på Nørre Snede Skole og forfatter Peter Høeg inde i bladet. Lærer efter lærer forsøger at planlægge forløb, hvor eleverne folder sig ud som en del af fællesskabet og mærker deres egne kræfter. I Aabenraa ser det endda ud til, at lærere og kommune er på vej til at finde en model, hvor også inklusionseleverne får en god skoledag.
Det vigtigste er at blive set
Men. Det er sagt mange gange: Det kræver altså, at læreren selv har tid til at være til stede. Man kan ikke se nogen, hvis man ikke selv er der. Man kan ikke inkludere, hvis man ikke har tid. Og har man 30 lektioner om ugen, må man som lærerne i Greve gribe til det forhåndenværende søms princip for at overleve.
Her kommer mit butikscenter ind. For da Christine Antorini i sin tid planlagde skolereformen, befandt hun sig i et skoleshoppingcenter. Hun tog rundt på skolerne og så en masse spændende undervisning, bevægelse, kreative forløb med produktion, fordybelse, samarbejde om eleverne, afvekslende skoledage, inklusion af dem, der ellers er udenfor, og så videre, og så videre.
Så tænkte hun: Hold da op. Det ser vel nok godt ud.
Jeg shopper igennem!
Nu vælter rudekuverterne ind i form af beretninger fra en meget presset skolevirkelighed.
Det evindelige mantra med, at det er op til kommunerne, skolelederne og lærerne at få det hele til at hænge sammen, holder ikke. For det er Antorini, som har været ude med indkøbsvognen og i sin shoppingrus dikteret, hvad andre skal levere.
Man kan nok ikke melde en minister til Ribers. Men både Antorini og Corydon bør i det mindste her under forårets økonomiforhandlinger med kommunerne se på, om de kan skaffe penge til bare noget af det, hun har købt. Ellers må hun levere noget tilbage og vente, til der er råd til det. En eller anden form for logik må vel gælde. Også for ministre på shoppetur.