I sidste nummer af Folkeskolen (nummer 5) kunne man læse om gode og dårlige oplevelser i Grønland.

Den enes drøm...

... den andens mareridt

Fremragende artikler. Tak for dem!

Jeg har selv været lærer i Grønland - og er en af de mange, der rejste hjem efter et år.

Det gik mig på, at mange af eleverne forsvandt fra timerne ...

Men lærerjobbet bliver nemmere, hvis man gennemfører et par år; det handler om, at eleverne skal opnå tillid til underviseren.

De har set så mange voksne komme og gå. Derfor kan de finde på at spørge: »Hvornår rejser du hjem?«

Det er også vigtigt med et intro-kursus til kulturbaggrunden - og hvordan eleverne reagerer. Mange af børnene har det svært, og de faglige udfordringer virker måske som et bjerg, der skal bestiges. Forståelse og tålmodighed er en god ting.

Som ny lærer skal man have klar orientering om, hvem tillidsmanden er. Og hvem der i det hele taget kan hjælpe dig!

Man skifter jo til Imak, den grønlandske lærerforening.

Lad os sige, at læreren bliver udsat for vold! Nogle elever skubber ham/hende ind i en væg. Smerter og blå mærker: Det skal naturligvis indberettes som en arbejdsskade.

Og tøv ikke med at gøre det!

Elevers vold mod undervisere forekommer sandelig også i Syddanmark. Men man føler sig mere alene og forladt, når man sidder nord for breddegrad 60. Derfor: Få klarhed over, hvor du kan få hjælp, hvis en krise opstår!

Det skal lige med, at jeg havde en åben og ærlig dialog med både grønlandske og danske lærere.

Noget siger mig, at de grønlandske børn ville få glæde af flere praktiske fag - og mere undervisning ude i den spændende natur.

Ansøgere til Grønland skal være i ro og balance. Det hjælper ikke, at man råber af børnene og er hysterisk. De kommer fra andre kår og har måske svært ved dansk.

Og endelig: Du kan ikke rejse fra dine problemer. Dem pakker du ned i kufferten sammen med uldtrøjerne!