Vi lever i en kultur, der i enestående grad har fortrængt vold og død fra vor umiddelbart oplevede virkelighed. I den forstand er vold og menneskekroppens skrøbelighed et tabu. Uanset at der i den standende kulturdebat om vold gøres nar af denne konstatering. Den megen vold og den detaljerede beskrivelse af menneskekroppe under nedbrydning, der præger en betydelig del af underholdningsindustrien, må forstås som en reaktion på denne fortrængning af den faktisk forekommende vold og lemlæstelse.

I 99,5 procent af menneskeartens tid på jorden har vi levet i jægersamfund med fysisk vold, ekstatisk slagtning og voldsom død som en fundamental del af dagligdagen.

Og stadig lever mennesker af andre levende væsner, selv om disse nu lader livet i lukkede fabrikshaller og forhandles i sterile pakninger uden blod eller andre alt for tydelige mindelser om drabet.

Ligesom vi stadig dør, ligesom enhvers krop er dømt til opløsning, selv om mange kan leve et helt liv uden at se et dødt menneske i den faktiske, sanselige virkelighed.

Uanset fortrængningen er livets grundlæggende fortæren af liv og kødets uafvendelige forgængelighed et eksistensvilkår, som fra individets første selvstændige bevidsthedsformer er strukturerende til stede.

Men ikke mindst når vi så effektivt ekskluderer volden fra de sanselige oplevelser, bliver skildringer af vold, lemlæstelse og død så utroligt tiltrækkende ikke bare for perverse og forstyrrede individer, men for ethvert sundt fungerende barn.

Fra sine gener og medfødte forestillinger, fra kroppens tildannede beredskab har barnet en sikker, men hemmelig viden om volden og drabet, skrøbeligheden og døden. At se den viden bekræftet og forklaret i billeder og fortællinger er et dybt og stærkt behov hos barnet.

Og at skabe fællesskab med barnet om erfaring og forklaring af volden og døden er måske forældres allervigtigste opgave.

I det lys er det dybt betænkeligt, at regering og Folketinget synes enige om at videreføre censuren af film for børn med udtrykkelige hensigter om at hindre børn adgang til fremstillinger af vold, som en gruppe blaserte formyndere finder 'farlige'.

Ligesom det er ubehageligt at høre på en gruppe kulturskribenters elitære forargelse over massekulturens omgang med billeder af død og vold.

Argumentationen for censur og den generelle fordømmelse af fremstillinger af vold følger i slående grad mønstret fra debatten i min barndom om pornografi.

Også dengang var der mange 'dannede' mennesker, som hævdede, at åbenhjertig fremstilling af seksualiteten ville forrå ungdommen og føre til seksuelle udskejelser og kriminalitet.

Behovet for at se voldsfilm er dybt og centralt, og det er ingen god idé at lade staten have monopol på at afgøre, hvordan dette behov opfyldes mest meningsfuldt. I forhold til børnene er og bliver dette ansvar forældrenes.

I debatten om den faktisk forekommende kriminelle voldsudøvelse i samfundet har flere været optaget af det tilsyneladende paradoks: At mange mener, at frygten for vold er stigende, mens den anmeldte vold falder (skønt tendensen til at anmelde formentlig er stigende).

Flere har fremsat den hypotese, at det skræmmende ved volden i dag er dens tilsyneladende meningsløshed og vilkårlighed. Mens vort samfund 'afbrutaliseres', udgrænses volden til de ekstremt marginaliserede, der vitterligt har svært ved at gøre deres voldsudøvelse meningsfuld eller forståelig for andre. Og så bliver vi andre bange.

De bonerte kulturskribenter og de formynderiske politikere deltager på deres vis i udgrænsningen og udstødelsen af de potentielle voldsmænd. Ved at mistænkeliggøre den sunde trang til fremstillinger af vold og død lukker man i særlig grad de sprogligt svage ude, påtvinger dem outsider-rollen og gør den vilkårlige vold til et mere nærliggende, desperat udtryksmiddel.

Erik Meier Carlsen er journalist på Ugebrevet Mandag Morgen.