Faglighed, faglighed, faglighed. Nu er debatten om den ny læreruddannelse gået for vidt. Det er smukt og fint at snakke om mere faglighed i læreruddannelse og dermed også i folkeskolen, men en god lærer skal kunne meget mere end sine egne fag, om læreren så har to, tre eller fire liniefag.

En god lærer skal også kunne formidle stoffet til eleverne. 'Ja, derfor skal vi have mere faglighed på seminariet' ville mange sige.

Men lad os lige overveje det.

- En god lærer skal kunne møde eleverne på elevernes præmisser og på det stadie, de er på, hvilket ikke nødvendigvis er det samme inden for den samme aldersgruppe.

- En god lærer skal kunne evaluere sin egen undervisning, ændre sin undervisning og undervisningsmetoder afhængigt af den enkelte elev og klassen som helhed.

- En god lærer skal kunne diskutere sin undervisning med andre lærere og forældre og skal derfor have et bredt kendskab til pædagogikkens verden.

- En god lærer skal kunne følge med i og bidrage til den pædagogiske debat lokalt og nationalt.

- En god lærer skal vide, hvordan indlæring hos elever på alle alderstrin foregår.

- en god lærer skal have en faglig viden, der rækker langt ud over folkeskoleniveau.

- En god lærer skal kunne indgå i samarbejde med lærere fra andre faggrupper.

- En god lærer skal 'brænde' for sit fag.

På baggrund af denne opremsning er det en selvfølgelighed, at læreruddannelsen skal være langt mere end en fag-faglig uddannelse. Man kan ikke arbejde sammen med lærere fra andre fag i team, hvis man ikke har det mindste kendskab til alle faggrupper. Det er derfor vigtigt, at lærerstuderende oplever en almen dannelse og som et minimum får et indblik i alle fag-faggrupperne (naturvidenskabelig, praktisk-musisk og humanistisk). Med indblik mener vi, at det er vigtigt, at de lærerstuderende får nogle faglige redskaber til brug eksempelvis ved tværfaglige projekter og projektopgaven.

Vi ønsker, at det praktisk-musiske element bibeholdes i læreruddannelsen som obligatoriske fag. Via et praktisk-musisk undervisningsforløb oplever de studerende, at indlæring kan foregå på andre måder end den typiske klasseundervisning. Den studerende oplever også, at man lærer bedst ved at bruge alle sanser, hvilket er en vigtig viden at have, når man nu skal arbejde med børn.

Det pædagogiske og psykologiske i læreruddannelsen har spillet en meget lille rolle i læreruddannelsesdebatten. Det står vi uforstående over for, da det netop er den pædagogiske dimension, der gør os til folkeskolelærere i modsætning til de universitetsuddannede. Vi vil ikke have, at der bliver reduceret i vores pædagogiske fag, hverken kvantitativt eller kvalitativt.

Vi har drøftet ny læreruddannelse med stort set alle uddannelsespolitiske ordførere fra de forskellige partier i Folketinget. Ud fra disse samtaler mener vi at have et godt bud på, hvordan holdningerne er.

Partierne vil have styrket fagligheden, det gøres ved at indføre fire liniefag mod nuværende to; da man stadig ikke er interesseret i at udvide uddannelsen til fire et halvt år, må det ske på bekostning af noget andet. Man har valgt at lade det gå ud over den pædagogiske faggruppe og den almendannende grunddel, heriblandt det praktisk-musiske element.

Et af de fire liniefag skal være dansk eller matematik, man regner med, at cirka 80 procent vil vælge dansk mod de nuværende cirka 50 procent. Altså får man flere dansklærere; men betyder det ikke, at niveauet på seminiariet såvel som i folkeskolen bliver lavere. For mange studerende vil det betyde, at de bliver tvunget til at vælge mellem pest eller kolera. Hermed vælger en betragtelig del af liniefagsstuderende i dansk ikke længere dansk, fordi de 'brænder' for det, men for at vælge matematik fra. Uvilkårligt vil disse 'fejlanbragte' danskstuderende trække såvel interesse- som undervisningsniveauet ned - altså, vi mener, at fagligheden vil falde, og vi vil få flere dårlige dansklærere.

Der tales stadig om en praksisperiode. Dette begreb er ikke at forveksle med praktik, med praksisperiode menes en periode på to-tre måneder, hvor en studerende overtager en folkeskolelærers skema. Den overvejende grund til, at praksisperiode og praktik er to meget forskellige enheder, er, at i praktikken får man praktikvejledning og forbereder sig sammen med praktiklæreren. I praksisperioden er man overladt til sig selv og skal selv kunne evaluere sin egen undervisning. Grunden til, at man ønsker en praksisperiode, er lærermangelen og lærernes manglende muligheder for efteruddannelse. Vi ønsker ikke en praksisperiode presset ind i en fireårig uddannelse udelukkende for at frigive økonomiske midler i folkeskolen.

Praktikken er det rum, hvor vi som studerende får mulighed for at afprøve såvel vores pædagogiske som faglige evner i samarbejde med andre studerende og lærere, som konstant evaluerer og vejleder. Det er derfor en svækkelse af vores uddannelse, hvis man fjerner noget af praktikken i forbindelse med indførelse af praksisperioden.

Medlemmer af læreruddannelsesudvalget i Lærerstuderendes Landskreds.