Jeg ville bare have min ret, og det har jeg fået nu. Det var altafgørende for mig at få belyst sagen, så historien blev fremstillet rigtigt, i stedet for at der udspredes rygter.

For to år siden blev Pia slået af en elev og fik forskubbet tre nakkehvirvler. Nu har hun lige kørt sag over for eleven og vundet. Erstatningsmæssigt betyder det ikke særlig meget, men det er heller ikke dét, der har drevet Pia. Det handlede om, at den rigtige historie kommer frem.

Hændelsen fandt sted en januardag. Eleverne ville hellere ud og slås med sne end have time. Dagen før havde Tina fra 6. klasse spurgt Pia om lov til at gå ud og lege i sneen. Hun havde afvist det. Senere gav en anden lærer Tina lov til at gå ud i sneen. Her blev hun 'vasket' så grundigt af kammeraterne, at hun forlod skolen. Læreren, der havde givet lov til snelegen, ringede senere på dagen til Pia og fortalte, at Tina var gået hjem.

Næste dag - hvor der stadig er masser af sne - spørger Tina igen om lov til, at klassen kan gå ud i sneen i stedet for at have time. Pia afslår, fordi hun synes, eleverne er meget hårde ved hinanden. Så det er et klart nej. Eleverne er på vej ind i klassen, og én af eleverne står parat ved tavlen, fordi han skal holde oplæg.

Da Tina fortsat plager om lov, spørger Pia hende, om hun ikke fik nok i går. Det gør Tina rasende, og hun slår ud efter læreren og rammer hende i hovedet. Pigen står op, og Pia sidder på en lav kasse. Læreren bliver sur og forbløffet og råber til eleven, at hun skal få så mange tærsk.

Timen går i gang. Pia kan i dag ikke huske timen og heller ikke resten af dagen, eller hvordan hun kommer hjem.

Nogle dage efter bliver hun nødt til at gå til kiropraktor, fordi hun har det underligt i nakkeregionen. Hændelsen bliver anmeldt som en arbejdsskade, og et par dage efter er Pia hos lægen. Han kan mærke, at et par af hvirvlerne har fået et skub.

Pia har efter hændelsen talt med eleven, givet hende et knus og sagt, at hun ikke bærer nag til hende. Hun skal ikke have problemer med at komme i skole. Når skaden er anmeldt som en arbejdsskade, er det, fordi det er en arbejdsskade. Den skal anmeldes. Det er også nødvendigt for hende, forklarer hun.

I halvandet år går Pia nærmest rundt om sig selv. Hun har svært ved at læse og se fjernsyn. Hun har ofte hovedpine og sover meget.

- I mange måneder efter slaget tøffede jeg bare rundt, lavede lidt arbejde og oplevede, at alting kørte i et andet tempo for mig. Jeg kunne ikke udføre mange almindelige daglige gøremål, og jeg kunne ikke huske.

- Jeg måtte melde mig syg indimellem for at kunne holde den gående på arbejdet. Jeg havde konstant en stivhed i nakken. Skolen bakkede mig op og syntes, det var i orden med en sygedag indimellem. Jeg gik til ugentlige behandlinger hos en kiropraktiker. Sådan holdt jeg den gående til påskeferien, men så sagde min læge, at nu måtte jeg altså melde mig syg. Det kunne ikke blive ved med at gå på denne måde. Så meldte jeg mig syg til begyndelsen af juni, men tilstanden fortsatte.

Efter sommerferien begyndte Pia at gå til psykolog efter anbefaling fra lægen. Selv kunne hun i begyndelsen ikke se nogen grund til det, men lægen mente, at det var dét, der skulle til for at behandlingerne i nakken kunne hjælpe.

- Først hos psykologen går det helt op for mig, at pigen fuldstændig har overskredet alle mine grænser.

- Efter få samtaler kan jeg mærke forandringer. Jeg får pludselig energi til mere.

Hændelsen anerkendes som arbejdsskade.

Danmarks Lærerforening skriver derefter til elevens forældre for at få dem til at anmelde sagen til deres forsikringsselskab. Så vil Pia kunne få en erstatning betalt af familiens forsikringsselskab. Men forældrene vælger at sende sagen videre til advokat. Lærerforeningens advokat fastholder, at forældrene har erstatningspligten, men deres advokat afviser.

Den eneste mulighed for at videreføre sagen er så at gå til domstolene.

Pia vælger at anlægge sag mod eleven og hendes forældre. Altså et civilt søgsmål.

Tinas mor har hele tiden hævdet, at hendes datter ikke har slået læreren. Der var kun tale om et venskabeligt tjat, siger hun.

Der føres ingen vidner i sagen. Pia har ikke på noget tidspunkt ønsket at indblande de andre elever. Hun har heller ikke drøftet det med klassen eller spurgt, om nogen så, hvad der skete den dag.

I retten handler det altså om Tina og hendes mor på den ene side, som hævder, at der kun var tale om et venskabeligt klap på skulderen, og på den anden side Pia, der hævder, at hun er blevet slået hårdt af Tina i en blanding af kådhed og raseri, og at hun derved har fået forskubbet nogle nakkehvirvler.

Før retssagen er Pia blevet rådet til at glemme det hele, fordi hun nok ikke ville få noget ud af det. Tinas mor har via socialforvaltningen bedt om et møde hjemme hos sig, hvilket Pia har afslået. Hun vil have en bisidder med. Tinas mor har skrevet et brev til Pia og til Lærerforeningen om, at hendes datter ikke har slået.

Parterne med advokater mødes i retten, hvor de hver især forklarer deres oplevelse af hændelsen, og hvor lægeerklæringerne fremlægges.

Tinas advokat vil frifinde pigen pure på grund af hendes alder.

Det afgørende bliver brevet, som Tinas mor har skrevet til læreren. Heri står, at Tina har givet læreren et venskabeligt klap på skulderen og måske er kommet til at røre hendes kind.

Moderen hævder i retten, at hvis Pia har fået et slag, der er årsag til de forskubbede nakkehvirvler, må det være et andet slag fra en anden person. I øvrigt har familien ikke en forsikring, der kan dække skaden.

Efter domsforhandlingen læser dommeren en mundtlig tilkendegivelse op. Den fortæller, hvordan en dom vil se ud i sagen. Dommeren siger, at lærerens forklaring var den mest sandsynlige, og at eleven derfor ville blive dømt som erstatningsansvarlig for skaden. Erstatningen nedsættes med 50 procent ud fra en bedømmelse af elevens formåen til at kunne betale. Denne nedsættelse ville ikke have fundet sted, hvis familien havde haft en forsikring.

- Jeg er glad for dommen og for, at sagen nu er blevet belyst. Man er nok lidt for stolt i sin hverdag, man vil klare tingene selv. Men det kunne jeg altså ikke her, siger Pia.

Tina og hendes søskende flyttede skole, da Pia bad om, at skaden blev anmeldt til familiens forsikringsselskab.

Bortset fra sygdomsforløbet i 1995 nogle måneder har Pia arbejdet normalt. Hun går stadig til behandlinger hos fysioterapeut og har fortsat nogle problemer med at læse, se fjernsyn og køre lange bilture.

Pias rigtige navn er redaktionen bekendt.

Tina er ikke elevens rigtige navn.

Læreren har efter hændelsen talt med eleven, givet hende et knus og sagt, at hun ikke bærer nag til hende

Først hos psykologen går det op for mig, at pigen fuldstændig har overskredet alle mine grænser