Anmeldelse
Format 2
"Format" har stadig format
Hvor længe skal et matematiksystem kunne holde? Matematiklærebogssystemet "Format" er udviklet af kreative didaktikere, for hvem læringsstile og værkstedsarbejde er et bærende element i elevernes læring. Det korte svar er ja. "Format" har stadig format, i en tid hvor bullshitbingo har fået nye pædagogiske ord på pladen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I 2007 blev "Format" tildelt Undervisningsministeriets Undervisningsmiddelpris. Undervisningsministeren sagde dengang: "Format" bygger på tankegangen om forskellige læringsstile. Det princip har "Format" gennemført, fordi materialet lægger op til alternative måder at tilegne sig stof på. Det tilgodeser den enkelte elevs yndlingsmåde at lære på.
Fakta:
Titel: Format 2
Forfatter: Janus Madsen, Nina Winther Arnt, Lone Anesen
Pris: 78,75
Sider: 88
Type: Elevbog
Forlag: Alinea
Pris: 27,50
Sider: 24
Type: Evalueringshæfte
Pris: 1580
Sider: 136
Type: Lærervejledning
Pris: 636,25
Sider: 64 kort
Type: Værkstedskort
Ud over læringsstile veksler "Format" mellem elementerne "Kursus" (læring af nyt fagligt kernestof med udgangspunkt i en fælles elevbog), "Evaluering" (løbende og fremadrettet evaluering af elevernes færdigheder og begrebsforståelse med udgangspunkt i et evalueringshæfte), "Værksteder" (differentieret træning og faglig fordybelse med udgangspunkt i en lang række værkstedskort og konkrete materialer) og "Projekter" (praktiske og tværfaglige projekter, hvor eleverne anvender de lærte matematiske færdigheder og kompetencer).
Ministerens ord fra 2007 holder stadig. Dog opfatter de færreste værkstedsarbejde som en alternativ måde at lære på, men som en naturlig integreret læringsform, mens al snak om læringsstile har fået nye forklædninger både i "Format" og i den didaktiske debat de fleste andre steder. Pædagogiske strømninger kommer og går, og dele bliver indlejret og får nye ord.
I en tid, hvor de færreste lærere har forberedelsestid til selv at udvikle værksteder, laminere med mere, er det befriende blot at kunne købe en "Format"-værkstedspakke med laborative materialer, værkstedskort og så videre. Om det så er godt for lærerens engagement, er en helt anden snak. Det er her, "Format" stadig har sine fortrin. Differentieret værkstedsundervisning med åbne opgaver og matematikfaglige spil.
"Format" er også blevet semidigital. Altså den udgave, hvor kopiark ligger til print og uden mulighed for skriveadgang. Få selv en teenager til at lave pdf-filerne om med skrivefelter, så der kan skrives direkte på pdf-arkene. På samme måde er elevbogen suppleret med en digital bladrebog kaldet tavlebog. Tavlebogen er også analog af natur uden mulighed for at arbejde direkte i bogen under præsentation.
Med dette in mente vil jeg stadig anbefale "Format". Ikke mindst til dig, der gerne vil arbejde værkstedsorienteret, men hverken har tid eller resurser til selv at udvikle og laminere.