Fra 1978 har jeg været viceinspektør på en mellemstor skole i Køge Kommune. I denne periode har vilkårene for ansatte i folkeskolen ændret sig radikalt. Under indtryk af disse ændringer, blandt andet styrkelsen af det kommunale selvstyre, kommunaliseringen af de ansatte, indførelsen af ny skolelov med tilhørende ændringer i styrelsesreglerne, har jeg erfaret, at det om nogensinde er nødvendigt med det tættest mulige samarbejde mellem alle ansatte i folkeskolen. Og især lokalt! Det er i kommunerne, vi skal matche arbejdsgiveren. Jeg skal indskyde, at jeg siden 1994 har været medlem af Lærerkreds 44, Køge-Valløs kredsstyrelse.

Det vil være til ubodelig skade, hvis vi følger opfordringen fra Danmarks Skolelederforenings bestyrelse om at melde os ud af Danmarks Lærerforening. Det vil være ensbetydende med at begå fagpolitisk selvmord.

Som arbejdstager i folkeskolen har jeg på intet tidspunkt følt mig utryg ved, at mine interesser er blevet varetaget af den lokale kreds og DLF. Men der er et stigende behov for at forbedre vilkårene for skolernes ledelser: udvidelse af ledelsesteamet, mere tid til ledelse og bedre muligheder for efter- og videreuddannelse. Det opnås bedst gennem medlemskab af en stor og slagkraftig fagforening og frem for alt gennem et tæt samarbejde lokalt. At forestille sig andre muligheder for at komme igennem med vore krav forekommer naivt.

En bredt sammensat og stærk fagforening er forudsætningen for, at mine interesser varetages bedst muligt, og samorganisering med lærerne gør os bedre rustet til at løfte de opgaver, folkeskolen står over for. En folkeskole, der er præget af samarbejde og tillid og ikke af mistillid og kontrol, sådan som Hans Martin Jepsens seneste uforståelige krigserklæring er udtryk for.

Allan Lundby-Hansen

viceinspektør, Holmebækskolen, Køge