Man skal vide det for at se det. At der på denne stille villavej i Vanløse ligger en skole. En såkaldt behandlingsskole for elever, som ikke trives i den almindelige folkeskole.

Skolen holder til i en stor, rød murstensvilla med en lille gårdsplads foran og en stærkt dekoreret rygerkrog bagtil.

Det første, man lægger mærke til, når man kommer indenfor, er en hyggekrog med bløde sofaer og stole. Ikke nær så sterilt, som andre skoler kan være, som lærer Niels Agerskov udtrykker det, da han viser rundt.

Tre af hans elever følger med os rundt. Vi må ikke afsløre deres identitet, men vi kan godt afsløre, at de griner og pjatter med deres lærer.

”Vi har nogle enormt søde elever, som jeg gerne vil hjælpe videre i livet, så godt som jeg kan”, fortæller Niels Agerskov.

Skolens målgruppe er elever med komplekse psykiske udfordringer og diagnoser, og Polaris er en del af Behandlingsskolerne, der består af 16 afdelinger i hele landet. Eleverne er af gode grunde ikke altid de nemmeste at være lærer for, men for Niels Agerskov er lærerjobbet enormt meningsfyldt.

Han har ikke været lærer siden 2007, hvor han forlod jobbet som folkeskolelærer ved Kongevejens skole i Virum, og det kom som en spontan indskydelse at søge jobbet som udskolingslærer her på Polaris. En indskydelse, han er meget glad for i dag.

”Det er grundlæggende dejligt at lave noget, som giver rigtig meget mening, og jeg har virkelig genfundet glæden ved at undervise”, fortæller han efter at have været på skolen i et år.

På Behandlingsskolerne arbejder lærere, pædagoger og psykologer tæt sammen om den enkelte elev, og kravene og målene bliver løbende justeret og tilpasset elevens reelle kompetencer. Den tilgang til eleverne passer godt til Niels Agerskovs værdier.

”Vi er her, fordi vi rigtig gerne vil hjælpe disse unge mennesker. Jeg har nogle virkelig gode kolleger og en enormt dygtig ledelse, som gør, at vi har en kultur om at støtte hinanden og arbejde tæt sammen – hele tiden med det for øje, at vi er her for elevernes skyld. Det kan jeg virkelig godt lide”, siger han.

Som lærer skal man dog være indstillet på, at undervisningen sjældent kører helt glat. Uanset hvor godt man har forberedt sig.

”Du kan have forberedt noget virkelig spændende, og så dukker der kun nogle få elever op. De, der er der, lukker sig måske inde i deres telefon eller er trætte, og du møder meget lidt interesse. Det kan være ret hårdt”, siger Niels Agerskov.

Når han kommer hjem, er han ofte træt – på en anden måde end da han arbejdede i en almindelig folkeskole:

”Der går kun otte elever i hver klasse. Til gengæld skal du hele tiden være meget opmærksom på hver enkelt elevs behov. Det gør en træt på en anden måde”.

Skoledagen kan være uforudsigelig

I midten af stueetagen er der et stort fælles køkken, som udgør et naturligt samlingssted for både lærere og elever. Der serveres varm mad til frokost, og lærere og elever spiser gerne sammen.

Ikke alle elever, men de elever, som kan klare det. For nogle elever kan det være et behandlingsmæssigt mål, at de skal lære at spise sammen med de andre i kantinen.

”Først bare lære at komme ud i kantinen og blive tryg ved det. Så øve sig i at tage noget mad på tallerkenen og så til sidste spise sammen med os andre”, fortæller Niels Agerskov.

Han underviser 24 lektioner om ugen i sine fire linjefag tysk, engelsk, matematik og idræt. Der er højst otte elever i klassen, og der er altid både en lærer og en pædagog i klassen. Det giver en reel mulighed for at se den enkelte elev, fortæller Niels Agerskov, i modsætning til at være alene med en klasse på 24 elever, som man kan være det i folkeskolen.

Mens vi taler, kører i alt fire gule taxaer ind på den lille gårdsplads. Klokken er lidt over 14 denne mandag eftermiddag, og eleverne har lige fået fri. Nogle af dem bliver bragt og hentet i taxa hver dag.

”For en elev, som har siddet alene hjemme på sit værelse i et år, er det rigtig rart med en taxaordning. Alt er i forvejen en stor udfordring, så hvis vi kan tage bare ét element fra elevens skuldre, kan det gøre en stor forskel”, fortæller Niels Agerskov.

Skal man nærmest også være terapeut?

”Det skal man ikke, men som lærer skal du være indstillet på, at du ikke altid når så langt som planlagt med det faglige. Du ved aldrig, hvad du møder ind til, og derfor skal du være fleksibel og kunne omstille dig. Hvis eleverne ikke deltager i undervisningen, så mener vi ikke, at de gør noget forkert. Vi tager alt ansvaret på os, og så må vi finde en anden måde at gøre tingene på”.

Niels Agerskov stoppede i sin tid som folkeskolelærer for at tage en kandidatgrad i tysk og engelsk. Han troede dengang, at han skulle undervise i gymnasiet, men kom i stedet til at udarbejde undervisningsbøger og -materialer for forlaget Alinea. Siden blev han redaktør på forlaget og senere tekstforfatter på forskellige reklamebureauer, inden han i 2020 blev lærer på Polaris.

De erfaringer er en klar fordel. For nok er jobbet meningsfyldt, men det kan også være ekstremt krævende, da elevernes motivation ikke altid er i top. Især det første halve år var rigtig svært, fortæller Niels Agerskov:

”Jeg skulle lære helt fra bunden, hvilke krav jeg kunne stille til mine elever. Kunne jeg bede dem om at læse fire linjer på dansk, eller hvad var niveauet? Nu ved jeg ret præcist, hvilke elever jeg kan stille høje faglige krav til, og hvem jeg skal være lidt mere varsom over for”.

For en elev, som bliver transporteret i taxa, kan det for eksempel være et mål, at han eller hun skal lære at tage bussen til skole. Som lærer tager man altså i lige så høj grad udgangspunkt i elevens livssituation som i elevens faglige niveau.

”Vi har en forståelse for, at det ikke altid er engelsk grammatik og tyske gloser, der er førsteprioriteten for eleven, og derfor afstemmer vi løbende, hvilke krav og forventninger vi kan have til eleven”, siger Niels Agerskov.

Målet er at bestå folkeskolens afgangsprøve

Det betyder ikke, at de faglige ambitioner er lave på behandlingsskolen. Tværtimod. Eleverne bliver udelukkende undervist af linjefagsuddannede lærere, og målet er, at eleverne skal bestå folkeskolens afgangsprøve.

”I starten kunne jeg godt tænke: Skal vi virkelig kræve så meget skolearbejde af vores elever? I dag ser jeg det som en måde at vise dem respekt på. Vi viser dem, at vi tror på, at de kan klare det, og det giver så meget mening som lærer. Som ung er man jo virkelig ilde stedt uden afgangsprøven”.

Sidste skoleår bestod 77 procent af 9.-klasseeleverne på Behandlingsskolerne folkeskolens afgangsprøve, oplyser kommunikationschef Antje Christensen.

Som det ser ud nu, forventer Niels Agerskov ikke at vende tilbage til folkeskolen.

”Jeg synes, at normalitetsbegrebet i vores samfund er blevet lidt for smalt. Så for mig er det vidunderligt at arbejde et sted, hvor de unge har lov til at være, præcis som de er”.

Vi slutter rundturen af nede i kælderen – stadig i selskab med de tre elever. Kælderetagen er indrettet som et stort rekreativt område med bløde møbler, tegne- og malergrej, bordfodbold, bordtennis og en boksepude.

”Den bruger vi rigtig meget”, fortæller de unge elever grinende, mens de tjatter skiftevis til boksepuden og hinanden.