Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Både naboer og den lokale presse var mødt op, da DLF's hovedstyrelse i sidste uge indviede en stor, ny vindmølle ved kursusejendommen Skarrildhus. Møllen vil kunne producere strøm til to en halv gange Skarrildhus' forbrug, eller det samme som 140 husstandes gennemsnitlige årsforbrug.
Varm kakao og kransekage smagte godt, men varmede ikke meget, og formandsordene blæste i vinden.
- Det er ikke uden en vis stolthed, vi i dag indvier denne mølle. Den er et meget sigende symbol på den miljøpolitik, foreningen fører, sagde en stormombrust Anni Herfort i sin tale, mens gæsterne frøs som små hunde uden halsbånd.