Så gik den uge: Magtkamp og mord blandt unge indvandrere, ung frustreret arbejdsløs bliver pyroman og drabsmand, børnerøverbander i København . . .

Jeg har lige været på kursus med emnet selvværd (med 22 kvinder og 2 mænd) og kan ikke lade være med at tænke over, hvor vigtigt dette perspektiv er, når det gælder skolens indsats over for de unge, gerne før de bliver unge.

Jeg ved godt, folkeskolelovens overordnede mål er, at eleverne skal blive nogle livsduelige børn og unge, der tror på sig selv og accepterer andre. Og fagene og læseplanerne er faktisk 'kun' midler i denne proces. Men vejen mod målet opleves tit lidt ufremkommelig.

Der er så meget, vi skal nå. Faglighedsdebatten fylder meget. Og selv om der er ting, der peger i en ny og bedre retning, så er der langt igen, før der er plads til at diskutere udvikling af selvværd i eller imellem fagene, og for både elever og lærere.

En artikel i Politiken 14. januar om 'Mønsterbrydere' - dem, der trods alle odds imod sig alligevel bryder den sociale arvs onde cirkel - gav anledning til en opløftende snak med kolleger: Et par lærere blev nævnt i artiklen som afgørende for, at en negativ odds-ramt elev fik 34det skub, der skulle til for at bryde cirklen - få selvværd.

Den nu voksne elev nævnte - at lærerne havde troet på ham, opmuntret ham og vist, at de holdt af ham.

Så banalt, men vigtigt: Hvis man som lærer ikke holder af de børn, man har med at gøre - vel at mærke som de er - så kan man være nok så faglig kompetent, og have sat sig ind i nok så mange strategier, der dænges på markedet om selvværd. Det er ikke nok.

Selvværd er ikke noget, man sådan lige giver, hverken med overfladisk ros - eller karakterer/bedømmelse.

Måske er der noget, der kan udvikles, men kun hvis den eller de, der skal støtte, selv har det, der skal til. Det gælder forældre. Det gælder lærere. Den sociale arv betyder netop, at der hersker lavt selvværd i hele det rum, hvor nogle børn vokser op.

Hvor rummeligt er der i vores undervisning og i vores eget arbejdsmiljø?

Selvværd indeholder en portion realistisk selvopfattelse - både tro på sig selv og erkendelse af de svage sider. Hvor mange elever bruger ikke en hulens bunke energi på at skjule det sidste - over for forældre, der har ambitioner på børnenes vegne, over for lærere og over for sig selv? Disse egotrippende, dobbeltroterende storskrydere, der proklamerer, at de kan smadre hele verden - 'kom bare an, fem ad gangen' - det er dem, der har brug for at blive holdt af, hvis mønstret skal brydes. Så går tanken igen til de rammer, vi lærere selv fungerer og udvikles(?) under.

Nå, jeg slutter, jeg skal nå at udfylde min opgørelse over afvigelser i Ø-tidsforbruget og rette opgaver.

Pia Møller er lærer i

Hvidovre kommune.