Nyheder på www.folkeskolen.dk
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Også DLF's medlemmer får nye medievaner, derfor skal Folkeskolens hjemmeside ændres engang i løbet af foråret, så der kan sendes nyheder, så medlemmer og andre læsere kan komme i dialog med hinanden - og med bladets og hjemmesidens stof. Hovedstyrelsen vedtog derfor en treårlig normeringsudvidelse i redaktionen, så der er tid til at gøre sig erfaringer.
Der var enighed om beslutningen, men Jan Trojaborg kaldte det 'meget ydmygt' kun at ansætte én person mere.
'Det er vigtigt, at foreningen satser seriøst og kraftigt på området, så redaktøren bør komme tilbage om et halvt eller et helt år og fortælle, om han har personale nok til arbejdet', sagde han med henvisning til fagbladet 'Ingeniøren', hvor 12 mennesker arbejder fuldtids på 'Ingeniøren's Netversion. Jan Trojaborg advarede i øvrigt imod at flytte ressourcer fra papirbladet.
Chefredaktør Thorkild Thejsen svarede, at den treårige periode skal bruges til at indsamle erfaringer blandt andet om sammenhængen mellem blad og hjemmeside. Når normeringsudvidelsen er midlertidig, er det først og fremmest, fordi man hverken kender medieudviklingen eller den økonomiske fremtid, sagde han.