Mange lærere 'flygter' i disse år fra et job i folkeskolen. Og det gælder både yngre og ældre lærere.

I den årgang, jeg tilhører (1996), er allerede over 20 procent forsvundet fra folkeskolen, og kun fire procent af de lærere, der runder de 60 år, ønsker at fortsætte i jobbet.

Det er ganske enkelt nogle rystende tal, som taler for sig selv.

Konklusionen er umiddelbar og klar, der er noget galt.

Når der er noget galt, er det yderst vigtigt at få belyst problemet, så der kan findes nogle brugbare løsninger. Men for at finde disse brugbare løsninger må og skal det også afklares, hvem der har ansvaret for 'flugten' fra katedret.

Fra mit historiehold på seminariet har jeg kendskab til seks andre gutters gøren og laden. Af disse seks er de tre ikke lærere længere, og de andre tre er også godt utilfredse med livet som lærer.

Men hvad stiller de egentlig til grund for deres afsked med folkeskolen? Er det eleverne, der er uopdragne?

Stiller forældrene for store krav? Eller er det noget helt tredje, der er galt?

Eleverne er nu engang, som elever er, og kravene fra forældrene kan sagtens honoreres, svarer de.

Men de givne vilkår i folkeskolen, det være sig det fysiske og psykiske arbejdsmiljø samt arbejdstiden og lønnen, er simpelthen for dårlige.

Hvorfor blive, når man kan få en bedre løn og et bedre arbejdsmiljø i det private erhvervsliv.

Det samme gør sig gældende for de ældre lærere. Arbejdet er blevet for stressende, og seniorordningen, at arbejde på nedsat tid, kan ikke opveje alt det sure og negative.

Ved siden af dette føler mange lærere, at vores arbejde og gerning ikke bliver værdsat ordentligt, hverken i den offentlige mening eller af de kommunale arbejdsgivere.

Hvor ser man for eksempel andre steder på arbejdsmarkedet, at man selv skal betale for sin kaffe eller julefrokost?

Små ting måske, men det er ofte de små udenomsfaktorer, som gør det lidt sjovere at gå på arbejde. Det, som får medarbejderne til at yde lidt ekstra, og hvem er ikke interesseret i, at lærerne sprutter af energi og arbejdslyst.

Men hvem har ansvaret for, at så mange lærere forlader folkeskolen i utide.

Først og fremmest har de kommunale arbejdsgivere ansvaret for, at det fysiske og psykiske arbejdsmiljø ikke er godt nok. Dette område skal løftes, ikke kun fordi det er ret og rimeligt, men så sandelig også fordi de har stor interesse i, at lærerne trives og dermed leverer en god og professionel undervisning. En undervisning, som har til formål at gøre eleverne både fagligt og socialt kompetente.

Ved siden af dette har Kommunernes Landsforening sammen med DLF et ansvar for at forhandle en fornuftig arbejdstids- og lønaftale til lærerne. Nogle aftaler, som sætter tæring efter næring.

Vi må og skal have tid til faglig fordybelse, tid til at have et optimalt samarbejde med forældrene og tid til den nødvendige efter- og videreuddannelse. Og oven i dette en løn, som svarer til det arbejde, vi faktisk løber rundt og laver hver dag ude i klasserne.

Jeg er lidt af en optimist, og nogen vil måske kalde mig naiv, men jeg kan stadig godt lide at være lærer med de udfordringer, som jobbet stiller mig over for. Dette skulle jeg gerne blive ved med at være. Derfor ligger der en stor opgave for ansvarshaverne til at sørge for, at jeg også om fem år er at finde derude et eller andet sted i folkeskolen.

Martin Empacher er lærer