Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den 30. januar bliver Københavns Lærerforenings (KLF) formand, Jan Trojaborg, 50 år.
Formandsstolen overtog han i 1994, efter at han i fire år havde været frikøbt til at redigere blad, 'KK', eller - som det officielle navn er - 'Københavns Kommunelærerforening'. Bladet kom dengang hver uge, og redigeringen foregik fra hjemadressen. Da Trojaborg forlod redaktørposten, havde han ændret 'KK', så det nu kun kommer hver fjortende dag, men i nyt, moderne layout og i farver.
Jan Trojaborg blev formand for en noget kriseramt forening, hvor man skændtes højlydt om linjen fra generalforsamling til generalforsamling. Han tog straks fat i problemerne, og KLF er i dag en forening, hvor der er ro. Men vel at mærke arbejdsro - og masser af positiv medlemsdebat.
Som formand har han sørget for, at 'KK''s redaktør har fået kontrakt på, at han har frihed til at lade bladets indhold bestemme af, hvad han finder journalistisk relevant, og ikke af, hvad en politisk ledelse finder opportunt. Det er uden tvivl en medvirkende årsag til, at 'KK' i dag har meget fornemme læsertal.
Samme åbenhed præger hele Jan Trojaborgs formandsarbejde. Han vil dialogen. Og han går selv lige til biddet. Hvis han mener, at noget skal kritiseres, gør han det, uanset hvad eller hvem kritikken rammer, derfor står der stor respekt om hans arbejde. Også blandt folk, der synes, at fødselaren indimellem taler for meget og for længe.
Som københavnerformand er Jan Trojaborg med i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. Han er her medlem af pædagogisk udvalg, men engagerer sig bredt. I tosprogedes forhold, arbejdstidsaftalen, mulighederne i ny løn og i nødvendigheden af pædagogisk fornyelse.
Når hovedstyrelsen indleder sine møder med sang, spiller fødselaren guitar til. Han løbetræner flittigt, er vild med fodbold og hader - ifølge kendere - at tabe. Som kandidat til næstformandsposten i DLF tabte han dog på kongressen i 1999.
Københavns Lærerforening fejrer formanden ved en reception tirsdag 30. januar mellem klokken 15 og 17 i foreningens hus, Frydendalsvej 24, 1809 Frederiksberg C.