Debat om diskrimination

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To situationer:

Klassens serbiske dreng bliver nærmest stillet til regnskab for overgrebene mod albanerne i Kosovo i forbindelse med en klassediskussion om Balkankrigen.

Der er hedebølge, og læreren siger til en dreng, der stammer fra Indien: 'Varmen giver da ikke dig problemer, så mørk som du er'.

Centerleder Erik Tinor-Centi, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination, DRC, nævner de to eksempler, når han skal fortælle om uhensigtsmæssige episoder, som nydanske elever bliver udsat for i folkeskolen.

Han mener, at der er en tendens til, at flere og flere elever henvender sig til centeret, fordi de føler sig dårlig behandlet i folkeskolen på grund af deres etniske baggrund.

'Jeg vil ikke tage stilling til, hvor alvorlige de omtalte situationer er, men uanset om der er tale om, at man bevidst eller ubevidst har sagt eller gjort noget, der opleves diskriminerende, er der grund til at tage en diskussion om det, når elever føler sig dårligt behandlet', siger han.

Centerlederen mener, at der kun sjældent er tale om egentlig racisme. Som regel er der tale om uoverlagte bemærkninger.

'De fleste lærere ønsker at gøre det godt og vil gerne behandle eleverne ens, men de giver ikke altid udtryk for det på en hensigtsmæssig måde. Derfor er det en god ide at sætte det på dagsordenen, hvordan man skaber et ordentligt klima, hvor alle kan føle sig som en naturlig del af det danske samfund', siger han.