Computeren kommer med rundt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tre skoler i Viborg Amt er med i udviklingsarbejde med bærbare computere.

'Projektet skal vise, hvad der sker med skolens undervisning og med elevernes læring, når undervisningen ikke er bundet af computernes placering', fortæller Pernille Egekjær, som er klasselærer for 5. klasse på Oddense Skole i Spøttrup Kommune.

Sammen med en 7. klasse på Hillerslev Skole og en 8. klasse på Vestre Skole i Viborg skal Pernille Egekjær og hendes elever finde ud af, hvad det betyder for undervisningen, når eleverne får bærbare computere.

Bag projektet står Programdatateket for Viborg Amt, der stiller fire bærbare computere og en printer til rådighed for hver klasse samt teknisk bistand ved opsætningen. Eleverne fik computerne i uge 44, og projektet slutter til maj.

Som en del af forudsætningen for at deltage skal lærerne bruge web-stedet www.hval.dk, som Programdatateket også står bag. 'Hval' står for Hele Viborg Amts Læringsrum og indeholder en billeddatabase, elevers boganmeldelser og filmanmeldelser samt en stor link-samling. Web-stedet rummer også mulighed for en logbog.