'A/S Mig' er kommet i fokus i 1990'ernes skole. I dag er folkeskolen et sted, hvor eleverne først og fremmest selv skal blive bedre og udvikle sig. Men sådan har det ikke altid været. Stefan Hermann har på Aarhus Universitet foretaget en analyse af folkeskolen, og hans konklusion er, at 1970'ernes folkeskole ikke er til at genkende i den moderne folkeskole. Hvor der nu skal satses på individualitet, var der tidligere i højere grad tale om politisering af skolen. Skolen var en politisk arena, hvor målet var solidaritet og demokrati. Folkeskolen skulle være løftestang for et bedre samfund.

'I 1970'erne mente man, at skolens problemer var tæt knyttet til samfundets problemer. Ulighed og sociale problemer skulle løses, og skolen blev opfattet som middel til at få et bedre samfund', siger Stefan Hermann.

Formålet var at gøre eleverne til oplyste medborgere, der aktivt og kritisk ville tage del i det demokratiske samfund. Hele tiden i en solidarisk ånd, hvor den dygtige elev hjælper den svage elev. Skolen måtte ikke længere være en sorteringsskole.

En af de direkte konsekvenser var 1975-lovens indførelse af en obligatorisk klassens time. I den ugentlige time kunne man diskutere fælles problemer og løse dem på demokratisk vis. I modsætning til tidligere tiders skole, hvor læreren per definition havde ret, var der mulighed for fælles løsninger af fælles problemer. Vigtigt var det, at alle var med i beslutningen, og at ingen blev holdt udenfor.

'Den enorme fokus på lighed og solidaritet betød også, at undervisningsdifferentiering på ny blev introduceret som metode. Princippet blev ikke knæsat i folkeskoleloven fra 1975, men blev i udviklingsrapporter en metode til at håndtere sociale forskelle uden at udskille. Altså først og fremmest som en metode til at integrere de svageste elever - ikke en metode til at udvide individualiseringen', siger Hermann.

Men tiden har ændret sig.

Den forpligtende logbog

1990'ernes folkeskole har mere end nogensinde fokus på den enkelte elev og på at stimulere lysten til at lære gennem hele livet. Samfundet ønsker, at de skal udvikle det rette begær for at ville lære, og derfor må skolen være med til at forme deres personlighed, siger Hermann.

'I dag skal eleven være selvstændig, og idéen er, at alle uanset fagligt niveau skal udfordres og opfordres', siger han.

Til at kontrollere og overvåge, om eleverne nu også lever op til de nye mål, har nogle folkeskoler introduceret logbogen. Stefan Hermann opfatter logbogen som en slags kontrakt, der bruges i en forhandlingssituation mellem lærer og elev. Læreren sætter ikke urealistiske eller fremmede mål for eleven, men i stedet laves individuelle kontrakter for, hvad eleven skal og kan nå - ikke kun fagligt, men også personligt, da udviklingen af personlige kompetencer bliver anset for en af skolens hovedopgaver. Værdsatte kompetencer er selvansvar, selvomsorg og selvstændighed.

Projektet om, at eleven skal være 'direktør for sit eget liv', er vel ikke uden komplikationer. Kan man for eksempel undervise i 'personlighed'?

'Det grundlæggende er, at skolens opgave forskyder sig fra at lære eleverne noget til at gøre dem til nogen. I dag tror vi, at det personlige er alle tings årsag og løsning, og vi knæler derfor ved psykologiens alter. Det ses også tydeligt i den pædagogiske litteraturs hyppige anvendelse af terapeutiske og psykologiske begreber. Undervisning i personlighed er svært, men det handler om, at elevers personlighed skal afrettes, finpudses og dirigeres, da det er en kompetence, der lægges vægt på i det moderne samfund. Det stiller høje krav til den moderne lærer'.

Læreren er igangsætter

Hvor læreren tidligere var som en hyrde, der drog omsorg for flokken og for den enkelte i socialpædagogisk henseende, tænkes rollen nu anderledes. Nu skal hun være proceskonsulent.

'Den moderne lærer er en igangsætter, som opbygger læringsmiljøer, hvor elevernes egne aktiviteter er i højsædet. Læreren meddeler ikke i samme grad viden, men sørger for at etablere rammer for børnenes aktiviteter. Hermed bliver lærerens rolle snarere at motivere og tilskynde end at undervise i mere traditionel forstand', siger Stefan Hermann.

Er lærerne klædt på til denne opgave?

'Den pædagogiske litteratur er efterhånden blevet invaderet af managementbegreber, men jeg tror ikke, at lærerne er uddannet til at være proceskonsulenter. Den nye lov om læreruddannelsen rummer, så vidt jeg kan se, en opprioritering af det fag-faglige, og derfor kan der komme et misforhold mellem, hvilke faktiske krav der stilles til læreren, og den uddannelse man får'.

I lærerens nye rolle som proceskonsulent vil hans traditionelle faglige autoritet træde i baggrunden og blive mindre betydningsfuld, siger Stefan Hermann, der vurderer, at det betyder større vægt på at udvikle de pædagogiske og didaktiske teknikker, der retter sig mod det enkelte barns udvikling. Og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at være god til at undervise i dansk eller historie. Og de øgede krav betyder, at der bliver større forskel mellem den gode og den dårlige lærer.

Løsningen er ikke præstationsløn

Det har ofte været nævnt, at løn efter præstation kan justere lærernes vilje til forandring og omstilling. Det forholder Stefan Hermann sig dog skeptisk til.

'Skolen er måske den sidste fælles institution, som fordomsfrit bygger bro over kulturelle, sociale og økonomiske forskelle i samfundet. Derfor vil det være en ulykke, hvis skolerne - mere end de allerede er - gøres til konkurrerende firmaer, der skal testes på kvalitet, og som forældre kan til- og fravælge. Skolen skal opdrage borgere, ikke tilfredsstille kunder', siger han.

Thomas Sarup er freelancejournalist

Selvdannelse

Stefan Hermann har skrevet specialeafhandling med titlen: 'Fra folkeskole til selvdannelsescenter'. Han er amanuensis ved Aarhus Universitets Institut for Statskundskab, og han er i øjeblikket ved at skrive teksten igennem, så specialet kan udgives som bog.

Afhandlingen bygger på politisk, pædagogisk-praktisk og administrativt stof fra 1950-1999. Herunder centrale uddannelsesrapporter (Den Blå Betænkning, U 90 og rapporter fra Folkeskolens Udviklingsråd), undervisningsvejledninger og faghæfter, folkeskolelove, bekendtgørelser, cirkulærer og forskellige forsøgsordninger. Dertil kommer artikler fra Folkeskolen, pædagogisk teori, politiske artikler, taler og debatter.