Befolkningens og politikernes krav til skolen er ikke blevet mere entydige i løbet af de seneste år - for at sige det mildt. Og for mange 'brugere' kniber det en del med forståelsen for forskellen mellem at være forbruger og at have sin egen del af ansvaret - for egen læring - og for egne unger.

Informationseksplosionen, decentraliseringsbølgen og den skærpede internationale konkurrence har ændret og skærpet kravene til uddannelsesverdenen dramatisk. Både for børn og voksne.

Nutidig undervisning og læring kræver samarbejde, dialog og medindflydelse. Ingen har patent på, hvad god eller bare nødvendig undervisning er, ud over at den bør sigte mod at skabe overblik og sammenhæng og engagere hver enkelt elev og motivere til livslang læring på så højt et niveau, at det lærte kan bruges. Viden og handlekompetence i stedet for informationer og udenadslære, hedder det - lidt indforstået - i lærerkredse.

Det ændrer og skærper igen kravene til hver enkelt af os lærere og skærper kravene om erfaringsudveksling, samarbejde og samspil mellem niveauerne. Og skærper kravene om synliggørelse af de kvaliteter, vi ved findes i danske folkeskoler.

Derfor er de gentagne råb om kvalitetsudvikling og bedre ledelse ikke bare udtryk for irriterende modeluner, som vi kan vente på driver over. De er og bliver fra nu af en del af vores vilkår. Derfor er det vigtigt, at lærerne blander sig i debatten. Og derfor støtter Danmarks Lærerforening lærernes arbejde med kvalitetsudvikling.

Dialog med andre

Hver enkelt er tvunget til at analysere, hvilke kompetencer, traditioner og vaner der står sig, og tvunget til at analysere, hvilke nye kompetencer vi og vore elever må sigte mod at udvikle for at mestre vores arbejde og vores liv.

Det klarer vi ikke hver for sig. Det er nødvendigt med fælles refleksion og fælles udvikling. Derfor er teamwork ikke et valgfrit område inden for den selvstændighed og metodefrihed, som også er uløseligt bundet til lærernes professionsforpligtelse. Teamwork er nødvendigt og en obligatorisk og integreret del af den.

Derfor er der brug for dialog- mellem os og vore elever og deres forældre - mellem lærerne - og mellem lærere og ledere.

I en ægte dialog har alle et lige stort ansvar for at stille de relevante spørgsmål og et fælles ansvar for at arbejde sammen om at opstille de fælles mål. En levende skole kan ikke undvære elevernes og deres forældres inspiration og kritik. Men det er os som de professionelle, der har (ledelses)ansvaret for processen og stemningen. Vi har ansvaret for at forklare, begrunde og konkretisere valgmulighederne og ansvaret for udmøntningen af aftalerne.

Det er blandt andet noget af det, vi vil have frem i Lærerforeningens projekt 'Kvalitetsudvikling i folkeskolen - i dialog'.

Som lærere har vi selv hovedansvaret for at få aftalt spillereglerne - i tide. Det vil sige både værdigrundlaget, kvalitetskriterierne og de relevante tegn på kvalitet. Samt ikke mindst aftaler om, hvad der skal evalueres, og hvem der skal have adgang til resultaterne.

Det er langtfra alt, der kan måles. Men alt kan evalueres. Derfor er dialogen og indgåelse af aftalerne om evalueringskriterierne og om, hvad der er internt, samtidig med målene, så vigtig.

I den proces kan mere konkret, skriftlig dokumentation af skolens og den enkelte elevs resultater - som supplement til de mere subjektive fornemmelser - være guld værd.

Det fælles ansvar for det nødvendige kollegiale samarbejde er helt parallelt hermed. Godt samarbejde og god ledelse kræver ofte skriftlighedens større præcision og kræver både fælles ansvar for dialogen og lederens særlige ansvar for den fælles udviklingsretning, processen og udmøntningen.

Også her er det meningen, at foreningens projekt skal komme ind med hjælp til de kollegiale processer.

Det politiske ansvar

Hvis vi skal undgå at segne under de stadigt stigende krav, må vi blive bedre til at skelne mellem, hvad der er politiske, og hvad der er professionelle spørgsmål. Og dermed blive bedre til at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme. Eksempelvis er det ikke så lidt vanskeligere at udvikle kvaliteten på de enkelte skoler i kommuner, hvor det samlede skolevæsen knap eksisterer mere og ledes af ikke-læreruddannede.

Med overgangen fra central regelstyring til lokal mål- og rammestyring blev vi professionelle og især vores ledere i politikernes øjne vigtige redskaber til at virkeliggøre politikernes ofte meget overordnede mål med skolerne. Fra at vi tidligere havde rollen som dem, der skulle gennemføre politiske beslutninger, er vores nye funktion, at vi (selv) skal finde og udvikle løsninger som følge af politiske beslutninger.

Vi har ikke bare fået større indflydelse på virksomheden på de enkelte skoler, men ansvaret er i højere grad lagt over på os. Vi bliver oftere og oftere afkrævet argumenter for, hvorfor vi gør, som vi gør, og dokumentation for vores resultater. Derfor skal vi videre med at udvikle et fælles professionssprog og en egentlig professionsetik. Og videre med at udvikle os i fællesskab gennem gensidig supervision og efteruddannelse - for alle.

Gå offensivt ind

De ansatte er skolens vigtigste ressource, og medarbejderindflydelse og frihed under ansvar er grundlæggende for engagementet. Det er derfor ingen tilfældighed, at vi i DLF igen og igen vender tilbage til udsagnene om, at lærerne har nøglen, og at det er så vigtigt, at vi føler ejerskab til udviklingen.

Børnehaveklasseledere, lærere og skolelederne er de eneste, der med engagement i fælles skole- og professionsudvikling kan forhindre, at vi også i Danmark skal gennem en fase med dilettantiske, politikerdikterede, centralistiske resultatkrav og idelige test, som flere af de angelsaksiske lande har lidt under. En udvikling, som også har medvirket til at stille spørgsmål ved, om lærere overhovedet behøver at være professionelle - alle sammen.

Også derfor, og fordi god undervisning og evaluering nu engang også kræver ressourcer, som politikerne bestemmer over, skal vi gå offensivt ind i kvalitetsdiskussionen og med nye midler værne om og udvikle den folkeskole og den profession, som vi jo faktisk godt kan lide.

Skole- og professionsudvikling kræver fælles refleksion - og fælles handling. Det stiller store krav til os og skal naturligvis støttes af en udvikling af tidssvarende, kollektiv medarbejderindflydelse og personalepolitik inden for gode arbejdstids- og lønaftaler.

Altså de mere traditionelle fagforeningsopgaver. Også det handler DLF's kvalitetsprojekt om.

Læs også Jørgen Stampes kommentar, 'Derfor alt det bøvl med kvalitetsudvikling' i sidste uges nummer af Folkeskolen.