Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ved årsskiftet trådte der, som følge af Folketingets vedtagelser den 16. og 19. december 1997, en del nye regler i kraft.
dlf/a har tidligere orienteret om ændringerne i lediges adgang til uddannelsesorlov.
Også de øvrige ændringer er af særlig betydning for dlf/a's ledige medlemmer. Ledige skal nu søge stillinger uden for det faglige område allerede efter et 1/2 års ledighed.
Jobsøgning
Det er nu præciseret, hvilket job et ledigt a-kassemedlem skal søge eller han formidles til. Kravene fremgår af reglerne om passende og rimeligt arbejde.
Passende arbejde
Ledige medlemmer skal kunne formidles og selv aktivt søge passende arbejde fra ledighedsperiodens start.
Ved passende arbejde forstås arbejde inden for det område, hvor man er uddannet, eller hvor man tidligere har haft beskæftigelse.
Rimeligt arbejde
Når man har været ledig i et omfang, der svarer til sammenlagt 6 måneder inden for de sidste 12 måneder, skal man desuden kunne formidles og selv aktivt søge rimeligt arbejde.
Ved rimeligt arbejde forstås arbejde, som den ledige under hensyn til alder, uddannelse, erhvervserfaring og øvrige kvalifikationer kan varetage. Hensynet til medlemmet skal dog afvejes med ledighedens længde og beskæftigelsessituationen i medlemmets geografiske område. Rimeligt arbejde kan også være arbejde, som man vil kunne kvalificeres til at varetage efter et kortvarigt uddannelsesforløb. Det er dog en betingelse, at medlemmet bliver tilbudt den fornødne uddannelse i forbindelse med formidlingen.
Transporttid
I den periode, hvor man skal søge og kunne overtage passende arbejde, dvs. indtil ledigheden når et omfang på sammenlagt 6 måneders ledighed inden for 12 måneder, må man acceptere arbejde i et geografisk område, hvor den samlede daglige transporttid med offentlige transportmidler er op til 3 timer.
Når ledighedsperioden har været så lang, at man også skal søge og kunne overtage rimeligt arbejde, må man acceptere arbejde i et større geografisk område. Medlemmet skal dog kun overtage arbejdet, hvis der er tale om en mindre overskridelse af de 3 timer.
I opgørelsen af transporttiden indgår al den tid, der bruges fra det tidspunkt, hvor hjemmet forlades, og indtil man er hjemme igen, herunder også eventuel ventetid ved f.eks. togskifte.
I ganske særlige situationer skal ledige kunne formidles arbejde med en samlet daglig transporttid på op til 4 timer. Det er situationer, hvor der i en region opstår mangel på arbejdskraft med bestemte kvalifikationer, og hvor dette arbejde ikke i den nærmeste fremtid kan dækkes af lokalt bosiddende arbejdskraft.
Før arbejdsformidlingen foretager formidling af arbejde med indtil 4 timers transporttid, skal der tages særligt hensyn til familiemæssige forhold, f.eks. børneforældre, enlige forældre m.v.
Et ledigt medlem må acceptere længere transporttid end sædvanligt, hvis medlemmet har bosat sig i et område, hvor dette er nødvendigt. Overskridelsens længde afhænger her konkret af, hvor medlemmet har bosat sig.
Kontakt til dlf/a
Medlemmer af dlf/a bør altid kontakte den lokale a-kassekonsulent, hvis der i forbindelse med f.eks. formidlinger fra AF opstår tvivl om rettigheder og pligter.
Træffetider og telefonnumre står bag i bladet.