I Læsepædagogen nummer 1 1998 kan man på forsiden læse som følger:

'Om man bliver et bedre menneske, fordi man lytter til højtlæsning, er der bestemt ikke ført bevis for. Men at man bliver en bedre læser, fordi man får læst op, er sandsynligt: man vænner sig til skriftsproget, og dét er afgørende for at blive læser; og trygheden breder sig, mens der læses højt.

Man lytter, møder helte og skurke med menneskelige egenskaber på godt og ondt. Man får ikke kræfter som Pippi Langstrømpe, og det véd man, når man lytter. Man kan heller ikke bygge tårn på det hønsehus, man bor i, som Lille Virgil kunne. Og det ved man. Men alligevel. Oplæsning giver oplevelser, men sandelig også viden om andre mennesker og viden om verden.

Oplæsning har været dømt død og er blevet levende. Nu får flere læst op: Lyrikcafeer blomstrer i mondæne kredse, der her træffer nye tendenser. Plejehjemsbeboeren får igen adgang til en verden, hun før mødte. I børnefamilier er oplæsning blevet 'noget, man skal', og hos bedsteforældrene er det noget, man beder om. Lyt. Læs op.'