B.T. hoppede ikke på limpinden

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 5. januar skrev Ugebrevet Mandag Morgen om forskellen mellem de hollandske og de danske skoler. Ifølge Mandag Morgens 'forkerte' beregninger undervises der meget mere i Holland end i Danmark. Og oven i købet er den hollandske skole billigere. Stort set alle de landsdækkende aviser samt radio og tv viderebragte ukritisk Mandag Morgens tal. Kun B.T. gennemskuede fakta og forholdt sig kritisk til kvaliteten af undervisningen i Holland.

B.T. skrev således 6. januar:

'Danske forældre bosiddende i Holland og med børn på hollandske skoler ryster på hovedet af analysen om skoleøkonomi i Holland og Danmark. Analysen er som at sammenligne æbler og pærer, mener en dansk mor til to . . .'

Søndag den 11. januar fulgte B.T. op med nye historier fra Holland. Heraf fremgår det, at forældrene kommer og hjælper med at undervise gratis på skolerne, ligesom de betaler for, at andre forældre ser efter børnene i spisefrikvarteret - en udgift, det hollandske skolevæsen er sparet for. Også de dygtigste elever fungerer som hjælpelærere for de svageste i klasser med op til 40 elever.