Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Torsdag den 28. november 1996 døde Peter Larsen.
At det skulle gå sådan, var vi godt klar over. Men vi havde ikke lang tid til at vænne os til tanken. Peter blev sygemeldt i august 1996 og begyndte kort efter sin kamp mod sygdommen. Efter nogle ugers forløb blev kampen for hård og umenneskelig, og Peter valgte at stoppe behandlingen. 'Jeg har levet 35 gode år,' sagde han.
Det var kun kort tid, vi havde kendt Peter. Han tiltrådte som skoleinspektør ved Thorsminde Skole 1. april 1995. Indtil da havde han arbejdet på Fjeldstrup Skole.
Peter var en handlingens og de mange idéers mand. Han var meget optaget af den nye folkeskolelov og var god til at skubbe til sine kolleger, sådan at vi kunne komme i gang med en udvikling af skolen, så den levede op til den nye folkeskolelov.
Mange ting skete, mens Peter var leder:
Byens børnehave inddrog i en tilbygning skolens lokaler til børnehaveklassen. Peter fandt en god løsning på selve skolen, der medførte, at skolen fik indskolingen samlet i en afdeling for sig. - En meget stor forbedring.
Peter målte op og regnede ud, og det lykkedes! Midt på skolen, på biblioteket, skabtes en slags mediecenter, hvor skolens uundværlige maskinel samledes i et dejligt, brugervenligt lokale.
Skolens dagligdag var hele tiden til debat - hvordan kunne vi skabe gode indlæringsrammer for eleverne. Peter fik gennemført modulordning og P-fagsordning for de store børn. Han var god til at få sine kolleger til at vende hverdagen på hovedet og derved finde nye måder at gøre tingene på.
Peter var en dygtig og kompetent leder. Vi vil savne hans inspirerende og levende ledelse.
Vi savner Peter meget, men det savn, vi føler, er ingenting mod det hans kone, Susanne, og de tre små må føle. Alle vore tanker og al vor medfølelse er rettet mod dem.
Æret være Peter Larsens minde.
Kolleger ved Thorminde Skole