Ingen sikkerhed for lønstigninger til den enkelte lærer. Flere undervisningstimer. Afskaffelse af alle centralt aftalte lønforløb, tillæg, stedtillæg med videre. Og gennemførelse af et helt nyt lønsystem med en kraftig individualisering af lønningerne. Det er centrale elementer i Kommunernes Landsforenings (KL) krav til løn og arbejdstid ved OK '97. Danmarks Lærerforenings krav går i en helt anden retning.

Først og fremmest skal OK '97 resultere i lønstigninger for alle lærere. Det skal sikres såvel via generelle lønstigninger som de af kongressen foreslåede omklassificeringer.

Det er helt centralt, at sådanne lønstigninger - i samspil med en reguleringsordning - skal sigte mod en reallønsforbedring i aftaleperioden. Og der er særdeles gode argumenter for, at lærernes løn forbedres. Dels giver den gunstige udvikling i samfundsøkonomien plads til lønstigninger. Og dels har Det økonomiske Råd i den seneste vismandsrapport godtgjort, at lærernes realløn - opgjort som livsindkomst - har udviklet sig i den forkerte retning over en årrække.

Det er sket samtidig med stigninger for mange privatansatte. Specielt for FTF-grupperne på det offentlige arbejdsmarked - typisk sygeplejersker, pædagoger, politi og lærere - er livsindkomsten for lav sammenlignet med andre faggrupper med mellemlange uddannelser. Der er noget at indhente.

Det bør også KL erkende. Vil man nå et resultat, skal der kroner på bordet. Arbejdsgiverne har spillet ud med et krav om nye lønformer. Vi må naturligvis lytte til arbejdsgivernes argumenter. Men som det fremgår af foreningens lønpjece, skal nye lønformer ikke indføres blot for forandringens skyld. Nye lønformer er kun interessante, hvis de giver lærerne en forbedret lønudvikling. Og der skal fortsat være centrale aftaler, som sikrer alle lærere og børnehaveklasseledere en løn, der afspejler den uddannelse, det ansvar og den kompetence, som karakteriserer medlemsgruppen.

Med hensyn til arbejdstidsaftalen stiller DLF alene krav om enkelte justeringer. Der blev på kongressen i oktober ikke lagt op til grundlæggende ændringer i aftalen. Det skete ud fra en erkendelse af, at erfaringsgrundlaget med den ændrede aftale fra 1.8.96 simpelthen var for spinkelt.

Den erkendelse har KL åbenbart ikke, når det foreslås, at en øget del af lærernes arbejdstid skal anvendes på skolen gennem aktiviteter med eleverne og i samarbejde og aktiviteter omkring skolen. En så grundlæggende ændring kan kun - aftalemæssigt - ske ved enten at forringe F-faktoren eller ved at udvide skolelederens kompetence til at pålægge lærerne fælles forberedelse. Med hensyn til det første ved KL, at der ikke bliver nogen aftale med forringet F-faktor. Der er ingen saglig begrundelse for, at 33 minutter per lektion, der reelt er til rådighed efter gældende aftale, er for meget - tværtimod. Og hvad det sidste angår, er der ikke konstateret noget reelt behov for at ændre aftalen.

Vi kan ikke på nuværende tidspunkt vide, i hvilket omfang arbejdsgivernes krav er et usædvanligt udtryk for den teatertorden, der altid er i forbindelse med en aftaleforhandling. Det vil forhandlingerne afklare. Men arbejdsgivernes udspil viser, at de tilsyneladende ikke evner at opstille krav med udgangspunkt i den kultur, de arbejdsforhold og de samarbejdsformer, der præger skolens virkelighed. Det er et problem, der rækker langt ud over OK '97.