Matematik stadig til debat

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Om der bliver frit valg i matematikprøve for elever i 9. og 10. klasse i sommeren 1997 og 1998, diskuteres stadig. I Undervisningsministeriets prøvesektion oplyser de, at de endnu ikke har fået den endelige politiske afgørelse vedrørende prøveformer. Men at muligheden for en helt ny model foreligger.

I sidste nummer af Folkeskolen omtalte vi, at der muligvis ville blive frit valg imellem den nye og gamle prøveform - den gamle har blandt andet en prøve i færdighedsregning.

Aviserne har den sidste uge skrevet om den nye valgfrihed i matematik, og meldingen har medført voldsom kritik fra både Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, forældreorganisationen Skole og Samfund, Danmarks Elevorganisation og Danmarks Matematiklærerforening.

- At debatten nu medfører noget, der ligner afskaffelsen af det kraftigste middel til opkvalificering af matematikundervisningen - den mundtlige prøve for alle elever efter 9. klasse, er totalt uforståelig, skriver landsformand for Danmarks Matematiklærerforening Lene Christensen i en pressemeddelelse, hvor der videre står:

- Den 21. juni 1995 blev den nye prøvebekendtgørelse offentliggjort. I den mellemliggende periode er der blevet afholdt et utal af kurser for at opkvalificere lærerne til at afvikle den mundtlige prøve. Er denne indsats nu spildt?

Et andet kritikpunkt, der har været fremsat, er, at matematikundervisningen på skolerne er i overensstemmelse med den nye prøveform, da den efter planen skulle træde i kraft i år.

Men på nuværende tidspunkt er der ingen, der ved, hvordan matematikprøverne i 9. og 10. klasse skal foregå til sommer. På trods af at anmeldelsespligten for, hvilken prøveform skolerne vil benytte til sommer udløb den 10. januar.