I Danmark er jeg født

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

180 elever og 16 lærere på Holluf Pile Skole i Odense satte i sidste uge punktum for musicalen 'I Danmark er jeg født,' med opførelse af forestillingen for forældre, kærester og resten af skolens elever.

'I Danmark er jeg født' er en historisk musical, der spænder over 800 år af danmarkshistorien. Den begynder i Estland, da Dannebrog faldt ned fra himmelen i år 1219 og går helt frem til i dag.

Det var eleverne fra b-sporet på Holluf Pile Skole, der, igennem sang og en masse forskellige tableauer, viste Danmarks historie. 'Bondeoprøret,' 'Modstand mod krigen i Vietnam' og 'Teknofest' var blot nogle af de mange udklip, der blev vist på scenen. Historien blev spundet sammen af en lærer, der agerede konferencier.

Siden midten af december har hver klasse arbejdet med deres emne, og efter juleferien er det hele sat sammen til én stor musical.

Kostumer og sange er lavet af elever og lærere med lidt hjælp fra forældre, og alt det praktiske med lys og lyd har været overladt til skolens 10.b.