Uskolet
Illustration: Oliver Seppo
Vinterferie!
Én uge til at rette op på din work-life-balance
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
• Jo, det er to forskellige ting: Arbejde og liv. Det er helt forståeligt, hvis du har glemt, hvad sidstnævnte går ud på, men så er det nok en god ide at prioritere den kommende uge ret højt.
• Skal balancen genoprettes, er det helt afgørende, at du ikke regner med at få noget som helst ud af vinterferien. Ferier er ikke noget, man skal have noget ud af.
• Ved godt, der er folk, der er uenige. De fistrer rundt i Alperne de her dage.
• Husk, at alle de gøremål, byrder og pligter, som du har udskudt de seneste måneder, har du nu endelig mulighed for at udsætte yderligere.
• Renselse. Dét er, hvad krop og sjæl trænger til. Sluk (og afinstallér) Aula, Meebook med mere. Desinficér din taske, brænd dine noter, tag et langt bad, og skift til nyt tøj, nyt navn, ny identitet.
• Forsøg at lokalisere, om der er andre i husstanden, og informér dem om, at de bør forholde sig roligt i den kommende uge og dæmpe deres forventninger, eventuelt flytte midlertidigt.
• Sørg for at spise sundt, groft og varieret på andre tidspunkter af året.
• Skån dig selv for unødig fysisk aktivitet, især højintensitet som for eksempel at tømme opvaskemaskinen.
• Bent Hallers "Kaskelotternes sang" fra 1981 er nummer fem på top- 20 over mest populære bøger at læse i folkeskolen. Det er bare én ting, du ikke behøver at have en mening om før efter ferien.
• Men nummer fem alligevel?
• Barrikadér dig med noget streaming. Byg et dekorativt tårn af de tomme pizzabakker ved siden af sofaen, så kan skålen med Holiday Dipmix stå der.
• Nu: Vattæppe. Fosterstilling. Sæt alarm til næste mandag.
• Husk dog lige at tjekke, om du bor i en af de kommuner, hvor ferien først er i uge 8.
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.