Det skal du kunne som skoleleder

En skoleleder skal først og fremmest være god til at samarbejde og kommunikere. Disse ord er dominerende i jobannoncerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis du har lyst til at blive skoleleder, er det afgørende, at du kan samarbejde - ikke mindst med skolens lærere og pædagoger - og det er afgørende, at du er god til at kommunikere.

Det fremgår af en aldeles uvidenskabelig undersøgelse af stillingsannoncer på lærerjob.dk i januar 2015, som Job & karriere har foretaget.

I praktisk talt alle opslag, hvor der søges en skoleleder, lægges der vægt på, at ansøgere har gode og tydelige kommunikative færdigheder og altså er, som det formuleres i et af opslagene, en »kompetent kommunikatør«. I lige så stort omfang kræves det, at den kommende leder besidder »et udpræget samarbejdstalent«, som der står et sted.

I otte ud af ti opslag nævnes det desuden, at den kommende leder skal sikre elevernes læring og deres faglige udbytte. Det skal gerne ske ved at satse på pædagogisk ledelse og ved sparring med personalet.

Det er et nyt fokus i forhold til tidligere.

Da Job & karriere gennemførte tilsvarende undersøgelser i 2006 og 2009, blev den opgave ikke nævnt i samme omfang.

En anden forskel er, at hvor humor i 2006 var den egenskab, der blev hyppigst efterspurgt, og også i 2009 blev nævnt i mange opslag, er smilebånd og kluklatter helt væk i 2015.

Til gengæld lægges der i de nye jobannoncer mere vægt end tidligere på den nye leders politiske tæft og hans eller hendes generelle orientering mod omverdenen i form af forældre, skolebestyrelse, lokalpolitikere og andre samarbejdspartnere.

Ifølge formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, passer det fint til den generelle tendens inden for offentlig ledelse, når man på skoleområdet i dag mere klart efterlyser relationelle egenskaber.

»En ny artikel på Væksthus for Ledelses hjemmeside viser, at det offentlige i dag efterlyser ledere, der i lighed med tidligere skal have styr på økonomi, strategi og kommunikation, men som noget nyt skal de også være gode til relationer og til at implementere og komme tæt på skolens kerneopgaver. Lederen skal være med helt derude, hvor målene skal nås, det er tidens trend«, siger Claus Hjortdal.

Det er måske ikke påfaldende, at der i to ud af tre opslag efterlyses en person med ledererfaring, men er det ikke underligt, at der i under en tredjedel står noget om, at ansøgeren skal have en lederuddannelse?

»Forklaringen er formentlig, at ledererfaring generelt tillægges stor betydning, og at man i ansættelsesudvalgene tænker, at hvis uddannelsen ikke er på plads, så kan den blive bragt på plads senere. Hellere det end at skræmme en god ansøger væk med et formelt krav«, siger Skolelederforeningens formand.

Claus Hjortdal tror, det er en tilfældighed, at humor er gledet ud af stillingsopslagene.