Til grønlandsk kaffemik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Grønlandsk kaffemik, lyder aftenens invitation på. Og 4.-klassernes forældre, søskende og et par bedsteforældre er mødt talstærkt op. Her er familier fra Danmark, Sierra Leone, Tyrkiet og mange andre lande - dog vist ingen fra Grønland.

Hundeslæder i træ og grønlændere foldet i papir. Tupilakker og små syede sæler, der ligger på et plasticisbjerg. Og så alle billederne med elevernes tekster på. De to 4.-klasser har arbejdet med Grønland som tema i fire uger.

De har besøgt Nationalmuseet og Zoologisk Museum. De har selv savet, syet og skrevet, og nu er det hele udstillet i kantinen.

Først et par små foredrag om Grønland, og så synger alle elever kanon, så det gjalder. »Mester Jakob« på grønlandsk.

Skolens politik er jævnligt at invitere forældrene til arrangementer, hvor elevernes arbejder vises frem. »Vi tager også tit på tur. Vi har månedens tur, som vi prioriterer højt«, fortæller Pernille Rasmussen, der er lærer i 4.b.

»Vi har været i skoven, mosen, Vikingeskibsmuseet, i kirke, på Louisiana og på Københavnertur. Forældrene har arrangeret overnatningstur i Dyrehaven, og vi bruger meget at have forældre med på vores ture. Klassekassen betaler for dem, og der er gerne en eller to med«.

hl@dlf.org