Mohammad Sayed og hans kone Amal Rifai serverer te og kager i deres lejlighed i Egedalsvænge i Kokkedal. I den store stue står to sorte lædersofaer, et bord, en skænk og en stabel hvide plaststole. Deres tre ældste børn er hjemme. De to yngste er i fritidshjem.

Forældrene er begge aktive i deres fem børns skolegang. De har et barn i børnehaveklassen, 3. klasse, 6. klasse, 8. klasse og 9. klasse. Mohammad Sayed er kontaktforælder i 8. klasse.

»Men jeg kan jo ikke være det i alle fem klasser«, siger han med et grin. Han er netop kommet hjem fra sit arbejde som postbud. Hans kone læser til bioanalytiker.

Familien er danskere af palæstinensisk oprindelse. De boede i Libanon, men flygtede til Danmark, da der udbrød krig i 1988. Alle deres børn er født i Danmark. Men i 1998, da konflikten i Libanon var forbi, rejste hele familien tilbage til en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Efter nogle måneder måtte forældrene vende tilbage til Danmark. De kunne ikke finde arbejde, og deres palæstinensiske baggrund betød, at de ikke blev behandlet ligeværdigt i Libanon. Deres tre børn gik i skole i Libanon og kom først tilbage til Danmark efter tre år. I dag er hele familien danske statsborgere.

»I skolesammenhæng bliver vi hele tiden kaldt tosprogede. Og når vi bliver kaldt det, er det det samme som at sige, at vi har problemer. Derfor synes jeg, det er forkert at kalde børnene tosprogede. Vi er danskere«, siger Mohammad Sayed.

»I Libanon bliver forældrene kun kontaktet, når der er problemer med børnene i skolen. Jeg tror, det er derfor, de ikke kommer til alle de møder og aktiviteter, der er på skolen i Danmark«, siger Mohammad Sayed.

»Jeg tror, der er mange forskellige grunde til det. En af dem er, at de store børn ikke afleverer sedlerne til forældrene«, mener Amal Rifai.

»Men det er meget vigtigt, at man kommer. Det er vigtigt for børnene. Man kan støtte dem i undervisningen. Man ved, hvilke undervisningsmaterialer der bliver brugt, og man kender læreren meget bedre, hvis der opstår problemer«, siger Mohammad Sayed.

Kristendom og gymnastik

Kun et af familiens børn er fritaget for kristendomskundskab i skolen.

»Vi har ikke haft problemer med de andre børn, men Sara, der går i 3. klasse, tror på alt, hvad læreren fortæller. En dag i 1. klasse kom hun hjem og sagde, at der fandtes flere guder. Men det gør der ikke i islam. Og noget af det, læreren siger om islam, er ikke rigtigt. Hun kom i ubalance og vidste ikke, hvad hun skulle tro. Derfor har hun ikke kristendomskundskab. Men hun skal have det igen, når hun bliver ældre«, siger Amal Rifai.

Mohammad Sayed har brugt lang tid på at snakke med både læreren og skolelederen, før han valgte at tage Sara ud af kristendomsundervisningen.

Også omkring gymnastikundervisningen har Mohammad Sayed været forbi skolelederens kontor.

»Vi vil gerne have, at de tager bad efter gymnastik, men de skal bare ikke være nøgne sammen med andre. Når problemet opstår, kontakter jeg læreren og hører, om de ikke kan gå i bad alene, og det er lykkedes at finde en løsning indtil nu«.

Han kunne dog godt tænke sig, at skolen kom de muslimske forældre lidt mere i møde, når det gælder badning.

»Skolen bør arbejde mere for, at børnene kan bade alene. Man kunne sætte skillevægge op eller badeforhæng. Det er løsninger, som ikke koster ret meget. Der findes altid en løsning, hvis man vil«.

Det samme gælder den nye kantineordning på skolen, hvor der hver dag for mellem ti og 12 kroner bliver serveret et sundt og økologisk måltid mad.

»Men maden er ikke halal-slagtet, så mine børn spiser den ikke«.

Børnene må gerne komme med på lejrskoler. Den ældste søn har være en uge i Prag.

»Men jeg var ikke glad, da han tog til Prag. Jeg har det ikke så godt med, at de er væk«, siger Amal Rifai.

Også deres datter, der går i 6. klasse, har været på lejrtur, men hun blev hentet om aftenen.

Deres datter fra 8. klasse valgte selv at blive hjemme, fordi hendes veninder heller ikke skulle med på turen. Men næste år skal hun måske til Berlin som en del af tyskundervisningen, og der synes hendes forældre, at hun skal med.

»Det er nyt for os, at børnene skal væk, så vi skal have tid til at vænne os til det«, siger Mohammad Sayed.

Gensidig respekt og accept

Forældrene er enige om, at den danske skole er bedre end den libanesiske. De mener, at den danske skoleform kræver, at forældrene er aktive.

»Vi får lov til at sige vores mening. Vi diskuterer. Det er godt at lære de andre forældre at kende. På den måde kan vi også være med til at hjælpe vores børn med, hvilke venner og veninder de vælger«, siger Amal Rifai.

»Man lærer lærerne at kende. Der bliver en gensidig respekt og accept, hvis man kender hinanden. Det er lettere at sige til lærerne, at hvis der opstår problemer, skal de ringe med det samme«, siger Mohammad Sayed.

Han mener, at er man kommet til et andet land, må man acceptere landets kultur, men samtidig må landet også acceptere dem.

»Der er nogle lærere, der overhovedet ikke kender vores kultur. Man skal kende børns baggrund for at kunne undervise dem. Jeg synes, at lærere, der underviser børn med forskellig kulturbaggrund, burde komme på kursus, så de kunne lære noget om andre kulturer«.

mbt@dlf.org