»Der er intet der betyder noget,

det har jeg vidst i lang tid. Så

det er ikke værd at gøre noget,

det har jeg lige fundet ud af«

Barsk erkendelse for en dreng i 7. klasse. Og ubærligt for klassekammeraterne, der ikke lige kunne finde det forkromede modargument.

Den danske forfatter Janne Teller lagde for nogle år siden sætningerne i munden på den lidt for tidligt voksne Pierre Anthon, som på skoleårets første dag forlod klassen for at sætte sig op i et blommetræ med sit nihilistiske budskab.

Men budskabet er personens, ikke forfatterens, understreger Janne Teller, der med romanen »Intet« efterkom en opfordring fra Dansklærerforeningens Forlag om at skrive ny litteratur for unge. Og de unge har taget historien til sig, ikke mindst som et populært værk i danskundervisningen.

Dynge af værdier

Bogen handler om, hvordan klassekammeraterne, skjult for de voksne, prøver at få Pierre Anthon ned fra blommetræet ved at vise ham, at der findes noget af værdi. Klassen udpeger for hver enkelt en ting, der betyder meget for vedkommende, men som må ofres til den dynge af værdier, børnene stabler op i et nedlagt savværk i udkanten af byen. Det begynder med modesko, chikke blå fletninger og den nye racercykel. Så må drengen fra den kongetro familie bidrage med Dannebrog, det mest håndgribelige bevis for nationens og familiens stolthed. Den muslimske dreng må bidrage med sit bedetæppe, og så begynder det at gå galt, for børnene - der jo også udvikler sig, som skoleåret går - indser, at de ikke kan nøjes med at lægge materielle ting på bunken.

Romanen er barsk kost. Hvad er det vigtigste at sige til lærerne, før de begynder at undervise 13-14-årige elever ud fra den?

»At man skal være opmærksom på, at selv om børnene handler ondt, respekterer de, hvad der har betydning for hinanden. De sætter ikke spørgsmålstegn ved, om Fromme Kaj skal tro eller ej, eller om Hussain skal tro noget andet. De ser på, hvad der har betydning for den enkelte«, siger Janne Teller.

Voldsomme krav til det ydre

Hun er ikke så nervøs for, at eleverne, der gennemgår bogen i dansktimerne, vil føle sig truffet og gennemskuet. At en elev godt nok læser om nogle andre unge, der finder ud af, at deres materielle ting ikke betyder noget i Pierre Anthons univers, men i virkeligheden tænker, at klassen lige så godt kunne tale om hendes egne nye bukser, som hun har plaget mor til at købe for en afsindig pris.

»Børn og unge ved i virkeligheden godt, at deres modetøj og andre statussymboler er en skal, der dækker over deres egen angst for ikke at blive accepteret af kammeraterne. De krav, der stilles i dag for at leve op til noget ydre, er så voldsomme, at man mister fornemmelsen for, hvad der egentlig er noget værd. Det vil de store børn godt være med til at diskutere«, siger hun.

Så du giver dem en dør til voksenlivet eller en trappe til livets mening?

»Måske kan man kalde det en nøgle eller døråbning til nogle tanker, jeg tror, der ligger og ulmer i dem. Derved får de nogle muligheder for at tænke videre, men jeg giver ikke nogle endelige løsninger«.

Voksne føler sig provokeret

»Jeg har fået fantastiske breve fra lærere og elever, også fra specialklasser, hvor eleverne havde det svært i livet. De skriver, hvordan bogen har givet dem mulighed for at snakke om deres angst for, hvordan det skal gå dem, og hvor de hører til i livet«.

Børnene på romanpersonernes alder har ingen problemer med de moralske dilemmaer, bogen rejser, vurderer Janne Teller ud fra sin korrespondance med mange af de skoleklasser, der har arbejdet med bogen. De befinder sig nemlig på et sted i deres liv, hvor de har alle valgmuligheder og endnu ikke har tillagt sig et normsæt, der strider mod deres indre. Derimod føler mange voksne sig provokeret af den, fordi de måske mener, at tæppet bliver trukket væk under fødderne af dem på den vej, de har valgt. Især hvis de godt ved, at de ikke har valgt indefra, men har prøvet at leve op til nogle krav udefra.

Hvordan finder man som voksen forfatter ud af, hvad halvstore børn tillægger værdi?

»Når jeg skriver, er jeg nødt til at leve mig ind i universet og i mit hoved være en del af de børn, der er med her. Så jeg fulgte bare op på begivenhederne: Hvad ville Pierre Anthon sige, når det og det var sket? Og hvad ville børnenes reaktion være?«

Bogens fortæller er Agnes, der otte år efter begivenhederne sidder med en tændstikæske med lidt af asken fra det bål, dyngen af værdier gik op i. Forfatteren bryder sig ikke synderlig om sin fortællerperson, siger hun, for hun genoplever begivenhederne uden at reflektere. Men Janne Teller havde brug for en meget almindelig person, som observerede, hvad der foregik.

»Da jeg først fik levet mig ind i personerne, tog den ene begivenhed den anden. For mig var der i dyngen af værdifuldheder alt, hvad der repræsenterer noget, der betyder noget for os: Universet, kærlighed, sex, naturen, døden. Vi kommer hele vejen rundt. Det er ikke tilfældige genstande, de repræsenterer hver især noget vigtigt«.

En dannelsesroman

Hun fraråder dog, at man gør for meget ud af at fortolke symbolikken i de forskellige værdifuldheder, for så risikerer man at gå glip af det interessante, mener hun. Der sker for eksempel en væsentlig forandring, da Oskarlille - hamsteren - kommer på dyngen som det første levende. Men det kunne lige så godt have været en kanin. Romanen skal læses eksistentialistisk, man skal ikke fokusere på de enkelte symbolske elementer, men på hvad man får ud af historien i sin helhed. Selv opfatter hun den som en dannelsesroman.

»Historien kan selvfølgelig fortolkes«, siger forfatteren. »Jeg har mine svar på, hvordan jeg har skrevet den, men jeg vil meget nødig have, at mine forklaringer bliver de endegyldige svar. En roman skal kunne fortolkes, den skal stille en masse spørgsmål. Hvis den giver for mange svar, er der noget galt med den. Man skal holde ni tiendedele mellem linjerne, under overfladen. Den skal få hver enkelt læser til selv at gå ind og fortolke og gå videre med resultatet«.