Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi, der kan huske 15-20 år tilbage i tiden, husker, at størrelsen af lønnen dengang blot kunne slås op i en tabel. Man kunne kontrollere sin egen løn og se, hvad kollegaerne fik i lønningsposen. Det var heller ikke så svært for kommunen at finde ud af at udbetale den rigtige løn.
Siden blev det mere indviklet. Vi skulle nu gøre os fortrolige med nye begreber som decentral løn, lokal løn (også kaldet fedterøvstillæg), og med Ny Løn blev funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn pludselig hverdag for os.
Det var ikke just en forenkling, der gjorde lønsystemet let forståeligt og gennemsigtigt. Individualismen havde gjort sit indtog på lønområdet, men det skulle blive værre.
Nu introduceres nemlig begrebet lønpakker: En del af lønnen udskiftes med forskellige personalegoder, så betalingen for goderne trækkes fra lønnen, før der betales skat. Derfor kaldes disse goder også skattefri fryns.
Det kan dreje sig om aktieoptioner, avis, hjemmecomputer og bredbånd, sundhedsforsikringer, kantinetilskud med mere. Kun fantasien sætter grænser.
Ved nyansættelser aftales ofte en lavere løn end berettiget. Til gengæld får man en attraktiv aktieordning eller bonus.
Systemet er ikke ulovligt, og staten og en nærmest euforisk skatteminister opildner til brugen af de skattefri goder. For eksempel er fortjenesten ved salg af aktieoptionerne, der indtil for nylig var beskattet som personlig indkomst - altså med op til 60 procent - ændret til kapitalindkomst, altså ned til omkring 30 procent.
Fidusen er i rivende udvikling, og den skattefri fryns er nærmest blevet et tagselvbord.
I Industriens Dagblad stod for nylig: »Hvis ingeniørerne blot får de gængse lønstigninger, bliver de ædt op af topskatten, og det tvinger virksomhederne til at tænke i andre baner«.
Normalt skal vi oplyse samtlige indtægter til skattevæsenet, men på dette område er oplysningspligten ophævet, så skatteministerens oplysning om, at statskassen (kun) mister 1,1 milliarder kroner om året, skal tages med et stort gran salt. Heller ikke hans bemærkning om, at »et personalegode er blot en alternativ måde at få løn på«, tyder på den store indsigt.
Han skriver: »Alle lønmodtagergrupper er nu underlagt en ensartet bedømmelse, uanset om der er tale om personer med individuelle lønaftaler, overenskomstansatte, tjenestemænd med videre«. Det må simpelthen være udtalelser mod bedre vidende.
Alle disse frynsegoder stinker af ulighed og forskelsbehandling. Undersøgelser viser, at goderne er forbeholdt ansatte i den private sektor, og at det først og fremmest er nøglemedarbejderne, som arbejdsgiverne helst vil holde på, der får dem. Skattefri frynsegoder i den offentlige sektor hænger ikke på træerne.
Og her er vi ved sagens kerne for offentligt ansatte og pensionister. Vi er ikke blot ikke indbudt til tagselvbordet med frynsegoderne. Vi skal også betale for de andres ragen til sig. Vi skal betale de manglende indtægter i de offentlige kasser - enten direkte eller via nedskæringer på vore egne områder.
Desuden vil reguleringsprocenten, der skal sikre, at den offentlige lønudvikling ikke sakker for langt agterud i forhold til den private, blive for lav, når store private lønbeløb ikke medregnes.
Vi skal altså både betale for de andres fryns og få lavere løn til at betale med. Som Niels Hausgaard siger: »Det synes jeg, nogen skal gøre noget ved«.
Hvem vil være nogen?
Efterskrift: Nyeste hit: medarbejderobligationer. En del af lønnen lægges til side i fem år. Derefter kan pengene udbetales skattefrit.
Henning Pedersen er pensioneret lærer og redaktør af »Statspensionisten«
»Skattefri frynsegoder i den offentlige sektor hænger ikke på træerne«
