Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sådan ønsker de folkeskolen forandret
Professor Mogens Nielsen, Danmarks Lærerhøjskole:
Jeg ønsker skolen forandret, så håndarbejde, sløjd, formning og musik får en langt stærkere placering end i dag. Disse fag repræsenterer væsentlige sider af menneskets muligheder for fælles kulturskabende virksomhed. Skolen skal opdrage til livet i et samfund, hvor ansvaret for det nære miljø, for naturen og for arbejde til alle hviler på hvert enkelt menneske. Derfor er det vigtigt at fremme respekten for en bred vifte af menneskelig virksomhed, som disse fag lægger op til.
Skolekonsulent Finn Bræstrup Carlsen, Lyngby:
Vi kan ikke tillade os at »tvinge« børn til at gå i en udelt 9-12-årig skole, hvis ikke vi finder et indhold, som tilfredsstiller dem alle. Eleverne må have mulighed for at opleve ægte fællesskab, og der skal være tale om opdragelse, dannelse og skoling. Det teoretiske, praktiske og kreative må danne en helhed.
Folkeskolen nummer 4, januar 1981