Efter ti år er inklusionen i folkeskolen nede på samme niveau som i 2011, hvor en ny lov skulle sørge for, at langt flere elever blev integreret i almenklasserne.

Det er skidt.

Ikke fordi alle elever skal rummes i en folkeskole.

Der er helt sikkert nogle, som skal have et specialtilbud. Og hvis det var sådan, at alle eleverne nu trivedes og blomstrede - og elever med særlige behov også gjorde det, fordi de fik et nødvendigt tilbud - så ville det måske kunne kaldes en succes.

Men sådan er det ikke. Der er høstet nogle hårde erfaringer i ti år, hvor økonomiske incitamenter og mentale modeller har forsøgt at forhindre, at elever fik tildelt dyr specialundervisning. Det er sårbare elever i både almenklassen og specialklassen, som har lagt krop til. Og deres frustrerede lærere.

De problemer er ikke løst.

Som man kan læse inde i bladet, er der flere årsager til det: Elever udkommer ikke i to farver, hvor de røde har brug for specialtilbud, og de blå trives fint i en almindelig klasse med 28 elever. Der er grønne, gule og blå-røde elever, som alle sammen går i folkeskolen. En ekspert anslår, at omkring en fjerdedel af eleverne i folkeskolen har brug for hjælp for at trives i skolen. En fjerdedel! Det klares ikke ved at sende elever i et specialtilbud væk fra skolen.

Inklusionen kom ikke af sig selv

Den gode nyhed - som ikke er ny mere - er, at det godt kan lade sig gøre at inkludere alle farver elever på en måde, så både de og lærerne oplever, at de får den nødvendige hjælp. Og at det vel at mærke ikke er overladt til den enkelte lærer at løse problemer.

De løsninger har Folkeskolen sat fokus på før, og det gør vi også i dette blad. For det er helt afgørende for folkeskolen, at det lykkes. Det er ikke jubelhistorier uden problemer. Men det kan lykkes, også inden for samme budgetter og med flere forskellige modeller. Men det kræver politisk vilje, ledelse og systematik.

Så send artiklen til de lokale politikere. Det kan kun gå for langsomt.

Løsningen ligger i at støtte lærerne