I 200 år har alle børn i Danmark haft pligt og ret til at få undervisning, og når skolens runde fødselsdag skal fejres, er et historisk perspektiv oplagt. Skolen er bygget på fortidens traditioner, tilpasset nutidens krav og skal leve op til fremtidens behov.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I 200 år har skolen været svær at komme uden om. Undervisningspligtens indførelse med fem skolelove i 1814 gjorde skolegang til en fast del af barndommen for stort set alle børn og skolen til en uundgåelig fællesnævner på linje med døden og skatterne.
Annonce:
Formålet med skolen har til hver en tid været det samme: at levere gode borgere til fremtidens samfund. Det, der har forandret sig, er definitionen på en god borger, og hvor fokus i 1800-tallet lå på religion, børnelærdom og lydighed, er det nu demokrati, selvstændighed, fleksibilitet og kreativitet, der lægges vægt på som forberedelse til fremtiden.
Det er derfor en kompleks fødselar, der i 2014 skal fejres. Fødselsdagsbarnet har mange venner, men får tit skældud, det har levet en omskiftelig tilværelse, haft mangfoldige udtryk, men bevaret sin oprindelige kerne: at forberede børn til livet med grundlæggende faglig viden og medopdragelse i gode vaner og bidrag til fællesskaber.
Fester og flashmobs
I hele 2014 markeres skolens fødselsdag med et væld af forskellige aktiviteter og begivenheder. Der udgives bøger, smøres fedtemadder, spilles teater, laves lommefilm, afholdes debatter, filmaftener, flashmobs og fester. Der er planlagt en lang række centrale begivenheder og markeringer, men jubilæet får kun relevans og gennemslagskraft gennem engagement og initiativer fra de mennesker, der har et forhold til skolen i dag.
Annonce:
Jubilæet er ikke kun en hyldest til skolen, men en anledning til at debattere, udforske og formidle skolens rolle i fortid, nutid og fremtid. Og derfor er jubilæet også en lejlighed til, at de grupper, der har særlige relationer til skolen, kan sætte fokus på deres egen rolle og betydning for skolens udvikling. Her er eleverne og lærerne naturligvis oplagte, men også forældre, skoleledere, pædagoger, forskere, politikere, arkitekter og læger er nogle af de grupper, der på hver sin vis har formet skolens indhold og udtryk og vil vedblive at gøre det ind i fremtiden. Og dertil kommer alle samarbejdspartnerne.
Mange er allerede ved at planlægge deres bidrag til skolens fødselsdag. Nogle tager initiativ til egne arrangementer, andre støtter udgivelser eller aktiviteter, der har et kulturhistorisk perspektiv, og nogle benytter lejligheden til at give skolen en konkret gave, der både i 2014 og fremover kan gøre en forskel i skolen. Nogle gaver er meget store, og i andre tilfælde er det tanken, der tæller. Intet er for småt eller for stort eller forkert, når skolens fødselsdag skal fejres. Det vigtigste er, at festens mange manifestationer giver mening for dem, der er med til at holde den. Derfor skal jubilæet være lige så mangfoldigt som skolen selv, og det, der samler festlighederne på tværs af de mange holdninger til skolens mål, midler og mening, er kernen: at det gennem 200 år har været en pligt og en mulighed, at alle børn fik en grundlæggende skolegang!
Lærer for livet
Når jubilæet officielt sættes i gang i begyndelsen af februar, sker det med et formidlingsprojekt, der sætter fokus på lærerliv og lærerroller. Lærer for livet er overskriften for tre vinkler på lærerens historie, der fortælles gennem en portrætudstilling om 20 markante lærere gennem 200 år, en række tv-interview med nulevende lærere og en indsamling af nutidens læreres erindringer om dele af deres lærerliv. Projektet formidles som de øvrige jubilæumsaktiviteter på kampagnehjemmesiden www.skole200.dk, der åbner i slutningen af januar.
Annonce:
En anden markant fejring foregår den 11. april, hvor både Skolernes Sangdag og Skolernes Innovationsdag afholdes. Sangdagen er en velkendt tradition på mange skoler, mens Innovationsdagen her ser lyset for første gang. At begge temadage står i jubilæets tegn og holdes samme dag, er et signal om, at skolen handler om både hjerne og hjerte - og kroppen kommer også med, når Skolernes Motionsdag i efteråret indgår i den landsdækkende festlige og faglige temauge i uge 41.
Uge 200
Temaugen - Uge 200 - bliver jubilæets største projekt målrettet selve skolerne og deres undervisning. Der vil blive udformet materiale, som skolerne kan bruge til selv at sammensætte den form for temauge, som de hver især har traditioner for og lyst og resurser til.
På en skole går alle elever måske i skole i forskellige perioder i ugens tre første dage - og arbejder så med fremtidens skole på den fjerde dag. I en anden er der værkstedsbaseret temauge med drama, madværksted, filmproduktion og udstillinger om skolens historie. Andre skoler kan måske gå i samarbejde med lokalmiljøets kulturinstitutioner og arrangere dele af ugen sammen med biblioteket, museet, arkivet, avisen, kirken eller teatret. Og det skal ikke glemmes, at jubilæet også kan være anledningen til at holde en stor skolefest i ugens løb. Ideer, materiale og inspiration til både fest og fagligt forløb vil blive formidlet på jubilæets hjemmeside fra foråret 2014.
Annonce:
For dem, der i mellemtiden gerne vil arbejde med skolens fortid, nutid og fremtid i undervisningen, vil en række andre materialer og forløb blive præsenteret på Læringsfestivalen og Skolemessen i marts og april.
Den skole, vi har i dag, er et produkt af en historisk udvikling, der også går længere tilbage end de to hundrede år, der nu skal fejres. Men historien skabes ikke af fritsvævende tendenser, traditioner og idealer, men af mennesker. Når skolens historier skal fortælles, og dens fødselsdag skal fejres, er det vigtigt at huske, at skolen bliver til på baggrund af menneskers handlinger, krav, ønsker og indsatser. Og at dens formål er at forme mennesker gennem påvirkning fra andre mennesker.
For at sætte fokus på, at skolen skabes i møder mellem mennesker - både på det nære og lokale plan og i historiens store politiske og pædagogiske vingesus - er jubilæets budskab »Vi skaber skolen, skolen skaber os!« Skolen er en formende og foranderlig institution. Vi håber, at alle, der nogensinde har haft en relation til skolen, på godt og ondt, vil være med til at markere undervisningspligtens 200 år og bidrage til, at skolens fødselsdag bliver en fyndig og festlig fejring af skolens formål og fællesskab.