Svært at kuppe bestyrelsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om medlemmer forlanger at få skiftet bestyrelsen i LB ud, sker der næppe et kup på den ekstraordinære generalforsamling 4. februar eller på den ordinære generalforsamling 29. april. Det hindrer selskabets vedtægter.

Bestyrelsen vælges af 45 delegerede på generalforsamlingen. Først til april kan der være skiftet ud blandt de delegerede. Men det vil højst dreje sig om 13, da valgene går på skift i de 12 områder, LB har delt landet ind i.

I år skal der vælges delegerede på Lolland-Falster og Fyn og i Vest- og Sønderjylland. Valget slutter 15. februar, men det er for sent for eventuelle »oprørere« at komme på banen. Kandidater skulle melde sig senest 23. november - to en halv uge inden Jyllands-Posten afslørede skandalen om selskabets boliger.

Det er dog stadig muligt at få direkte indflydelse på forretningsgangen i LB, for nok skal bestyrelsen vælges af de delegerede, men ikke nødvendigvis blandt de delegerede. Menige medlemmer kan også blive valgt. Det kræver dog, at en delegeret foreslår ens kandidatur.

LB - et selskab med succes

Som andre forsikringsselskaber har LB haft magre år. Men det samlede billede af selskabet viser stor fremgang, siden det efter hård kamp lykkedes lærer C.F.J. Simonsen fra Møn at stifte det i 1880.

Under ledelse af fremsynede formænd har LB mere end fulgt trop med samfundsudviklingen med tilbud om nye former for forsikringer. En af dem var navnkundige Stinus Nielsen, der stod i spidsen for LB fra 1954 til 1988. Han løftede brandkassen ud af landsbyskolens svøb og ledte den til voldsom økonomisk og administrativ vækst i takt med danskernes stadig større rigdom. Det var også under hans formandskab, at LB udviklede sig til en koncern med datterselskaber.

Fra 1956 til 1972 var Stinus Nielsen tillige formand for DLF, og med de to formandsposter forenet i samme person var man tæt på at opfylde stifterens oprindelige ønske om at få DLF til at påtage sig opgaven med forsikringer for lærere.

LB har i årenes løb opsamlet en imponerende egenkapital. Fra 1980 til 2000 voksede den fra 15,6 millioner til 1,1 milliarder kroner, og i 2004 passerede den 1,6 milliarder. Den markante vækst er sket i den tid, Svend Emil Nielsen var administrerende direktør i LB.