Ishøj-undersøgelsen, der omtales på hosstående sider, er en af de første større kvalitetsundersøgelser af et kommunalt skolevæsen. Men det ligger i kortene, at det ikke bliver den sidste. I folkeskoleloven hedder det nemlig, at kommunerne skal opstille mål, og den kommunale styrelseslov fra 1995 stiller på samme vis krav om formulering af servicemål, F-2000 opstiller mål - og hvad er så mere naturligt end løbende at tjekke, om målene er nået.

Staten - der har behov for at legitimere sig over for skatteborgerne og medierne - vil således få Danmarks Evalueringsinstitut, så snart det er blevet vedtaget i Folketinget her i foråret, til at foretage disse tjek i samarbejde med private konsulentfirmaer, har undervisningsminister Margrethe Vestager udtalt. Som man i øvrigt allerede gør det i England.

Og kommunerne - der har behov for at legitimere sig over for staten og forældrene - vil, som i Ishøj, få private lokale konsulentfirmaer til at gøre det.

Derfor er der presserende behov for kritisk forskning i og debat om denne nye disciplin på den uddannelsespolitiske kampplads - kvalitetsundersøgelser, tilfredshedsundersøgelser, skolemåling, hvad man nu kalde det.

Konsulentfirmaet Aspekt fra Køge, der har foretaget Ishøj-undersøgelsen, kalder deres rapport for 'kvalitetsundersøgelse'. Direkte adspurgt fastholder cand.pæd.pæd. Kirsten Balle, der er ad hoc-konsulent på undersøgelsen, denne betegnelse med begrundelsen, at 'kvalitet defineres af brugerne og måles i forhold til lovgivningen'.

Men holder den definition (som i øvrigt også høres i KL-kredse (Kommunernes Landsforening) i disse år)? Er det ikke snarere de professionelle, der er i stand til at definere kvalitet?

Ville det ikke være mere præcist at kalde det en tilfredshedsundersøgelse, når nu lærere, elever og forældre er blevet spurgt om, hvorvidt de er tilfredse med dette og hint, og om, hvad de føler, synes og oplever ved dit og dat? Og i givet fald - er det så fagligt lødigt, som Aspekt gør i Ishøj-rapporten, at anbefale specifikke læringsstategier med henvisning til elevernes ønsker?

Mener Aspekt - og Kommunernes Landsforening og eventuelle andre konsulentfirmaer - virkelig, at man uden videre kan gå ud fra, at den undervisning, som eleverne synes er bedst, også er den mest kvalificerede? Er parolen 'giv folk, hvad de vil have?' Er det hensigten at gøre markedsloven om udbud og efterspørgsel til en pædagogisk-didaktisk lov?

Kan man overhovedet måle pædagogisk kvalitet? Skal man? Tager de folkevalgte, der bestiller disse undersøgelser, så ikke ansvaret ud af hænderne på lærerne, de professionelle? Og mister de, lærerne, så ikke netop den indflydelse på arbejdet, der siges at være grundlaget for motivation og engagement?jvo