Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vores skoleleder gennem 25 år, Jens L.G. Møller, døde mandag den 21. december 1998 efter længere tids sygdom.
Jens Møller blev uddannet fra Skive Seminarium, og efter aftjent værnepligt blev han ansat på Struer Østre Skole i 1963.
I 1967 rejste han sammen med sin kone Karen til Grønland, hvor de stiftede familie. Her startede han som lærer i Kangatsiaq for senere at blive skoleleder i Egedesminde. Da deres drenge nåede den skolepligtige alder, valgte familien at rejse tilbage til Vestjylland. Her blev Jens Møller den 1. oktober 1973 ansat som skoleleder ved Humlum Skole.
Som skoleinspektør lagde Jens Møller stor vægt på den nære tilknytning til skolens elever, og selv om de administrative og ledelsesmæssige opgaver voksede gennem årene, fastholdt han at have undervisning i flere klasser lige til det sidste.
Som leder var Jens Møller altid hjælpsom, lyttende og positiv. Medarbejdernes ve og vel lå ham meget på sinde.
Ved siden af skolens arbejde havde han stor interesse for arbejdet i Foreningen Norden og Danmarks Naturfredningsforening, hvor han en årrække var formand for lokalkomiteen.
Jens Møller vil med sit lune og sin besindighed blive savnet af skolens medarbejdere, og vi vil hermed udtrykke den største medfølelse for Jens Møllers ægtefælle, Karen Møller, og deres to sønner.
Æret være Jens Møllers minde.
Kollegerne
Humlum Skole