Else Hansen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har mistet vores kære kollega, børnehaveklasseleder Else Hansen. Else døde den 24. oktober 1998 efter meget pludselig og alvorlig sygdom.

Else nåede gennem mange år at få en stor betydning for alle de børn, der har gået på Bøgeskovskolen.

Hver eneste elev blev sendt videre med kærlighed og omsorg, som fik vide konsekvenser for deres samlede skoletid.

Elses ranke, reelle væsen var nemlig garant for en god start på hver lille persons skoleliv. Hun var det samlende holdepunkt, der indeholdt og skabte tillid og varme over for dem, hun mødte. Det gjaldt både børn og voksne.

Derfor var der noget næsten selvfølgeligt i den smukke gestus, at børnene - på eget initiativ - foranstaltede en mindeindsamling til Else, da vi alle måtte tage den endelige afsked med hende. Else, der ellers aldrig kunne stoppes, hun, der altid var i gang, altid aktiv i sit arbejde og sin fritid. Og alting var planlagt og i orden til det perfekte.

Blandt mange interesser fyldte musik og naturens mest. Og først og fremmest af de to naturen.

Og naturligvis skulle 'Nu falmer skoven', valgt af hende selv, synges ved begravelsen. Og netop de ord, overført til det personlige plan, gør os det smerteligt klart, at vi ikke mere skal høre Elses latter eller hendes raske skridt.

Et fint menneske er ikke mere. En god kollega, der efterlader et savn hos os og hos den familie, hvor hun var det naturlige midtpunkt, hos Per, Mette og Morten, til hvem vore tanker går.

Bøgeskovskolen

Bjerringbro