Debathæfte om tosprogede elever

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forbindelse med projektet 'Kvalitetsudvikling i dialog' har Danmarks Lærerforening udgivet hæftet 'Tosprogede elever'. Hæftet er tænkt som inspiration for arbejdet med kvalitetsudviklingen af undervisningen af tosprogede elever på den enkelte skole og i kommunerne.

Jan Trojaborg, der er medforfatter af hæftet, siger til Folkeskolen:

'Undervisningen af tosprogede er en spændende og krævende opgave, som med den nye integrationslov vil komme til at berøre alle landets skoler. I hæftet gør vi opmærksom på, at der er en masse faglitteratur og hjælp at hente for både de erfarne og uerfarne. Meningen med hæftet er, at det skal give anledning til debat rundt om på lærerværelserne'.

Hæftet skitserer en række vigtige temaer og problemstillinger samt opstiller kvalitetskriterier og spørgsmål, som kan medvirke til en debat om, hvad god kvalitet er i undervisningen af tosprogede elever.

Hæftet er sendt ud til tillidsrepræsentanterne, men yderligere eksemplarer kan købes for 15 kroner stykket hos Niels Lynge, Danmarks Lærerforening, på telefon 3369 6300.