Anmeldelse

Tænk målstyret - i matematik

Minefeltet mellem metodefrihed og målstyring

Hvad er meningen? Hvad skal eleverne lære i matematik? Og ikke mindst hvordan skal undervisningen gribes an? Filmen her har et bud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Filmkompagniets nyeste film, "Tænk målstyret – i matematik", tager udgangspunkt i, at læringsmålstyret undervisning kan fremme elevinddragelse, motivation og læring. I filmene er der fokus på at nå alle – også elever med særlige behov og elever med særlige forudsætninger.

Fakta:

Titel: Tænk målstyret - i matematik

Forlag: Filmkompagniet

"Tænk målstyret – i matematik" ligger til fri afbenyttelse på Filmkompagniets hjemmeside. Sitet indeholder tre film fra Skåde Skole i Aarhus med bud på, hvordan lærerne til teammøder og i praksis kan sætte fokus på planlægning, gennemførelse og evaluering. I to film fra Lindevangskolen på Frederiksberg er der fokus på mål som en fælles retning og på lærerens rolle som facilitator. Herudover indeholder sitet en række korte film, hvor lektor, ph.d. Tomas Højgaard, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), svarer på spørgsmål om læringsmålstyret undervisning.

Tomas Højgaard giver indledningsvis en beskrivelse af erfaringer og anbefalinger fra sit arbejde med læringsmålstyret undervisning gennem en lang årrække. Hans klare pointe er, at det for lærerne giver en sund didaktisk udfordring at få skabt konkret undervisning, som samtidig skaber meningsfuld læring på et mere overordnet plan. For eleverne betyder det, at undervisningen bliver læringsmæssigt fokuseret, når læreren tydeligt udtrykker, at der er en læringsmæssig mening med arbejdet. Vi er her ikke blot for at få tiden til at gå.

Konflikten opstår, når idealerne rammer dagligdagen. Hvordan får vi den didaktiske refleksion med i valget af aktiviteter, når vi står i en presset hverdag? Det er en hård og krævende opgave, men også en meningsfuld opgave. Men det er ikke alt eller intet. Tomas Højgaard foreslår derfor, at vi på forhånd udvælger forløb i løbet af året, hvor vi arbejder med en meget reflekteret tilgang og arbejder, som vi plejer, i de øvrige forløb. Erfaringen er, at det over tid opleves som en mere og mere meningsfuld måde at tænke undervisning på. Det er samtidig en vigtig pointe, at ledelsens opbakning er et vigtigt parameter.

"Tænk målstyret – i matematik" er et vigtigt debatindlæg til arbejdet i matematikfagteamet. Ingen lærer ved sine fulde fem arbejder uden mål med undervisningen. Filmen er også et godt redskab til at få sat et forpligtende læringsfællesskab for matematiklærerne på de enkelte årgange på dagsordenen. Hvordan indretter jeg min undervisning, så den bedst understøtter de mål, der er intentionen?

Vi ved det godt. Det vigtigste er ikke, hvad eleverne skal lave, men hvad de skal lære.