Uskolet

EVA: Der er behov for undervisningsdifferentieringdifferentiering

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsdifferentiering har været skolens bærende princip i næsten 20 år, men for de fleste lærere er det stadig et vanskeligt princip at praktisere. Derfor foreslår Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) nu, at man i skolerne indfører undervisningsdifferentieringdifferentiering.

»Der er et tydeligt behov for, at vi differentierer undervisningsdifferentieringen«, forklarer en medarbejder i Eva.

»I praksis har det vist sig ufrugtbart at lave undervisningsdifferentiering på samme måde overalt. Undervisningsdifferentiering bør i så vidt omfang som muligt være tilpasset den enkelte undervisning«, forklarer talsmanden.

»Det er en grundlæggende tanke i ideen om intelligent undervisningsdifferentieringdifferentiering, at undervisningen differentieres efter særlige kriterier, eller som vi kender det fra for eksempel intelligent trafikreguleringregulering efter omstændighederne«.

Eva forklarer den langsomme udvikling af undervisningsdifferentieringdifferentiering med, at lærerne og skolerne ikke har fået tilstrækkeligt med hjælp til at fatte en hujende fis af, hvad alle disse ord betyder.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.